Hvad handler din forskning om?

Min forskning har altid været rent grundvidenskabeligt og har omfattet organiske svovlforbindelser, dels syntese og dels fysisk-kemiske undersøgelser af deres struktur. I de senere år har jeg endvidere studeret deres nedbrydning ved meget høje temperaturer omkring 1000 grader ved hjælp af en metode, der kaldes flash-vacuum-pyrolyse, hvorved der dannes nogle stoffer, som ellers kun kendes fra fjerne stjernetåger.

Hvad fik en ung mand fra Nykøbing Mors til at studere på Københavns Universitet?

Jeg begyndte meget tidligt at eksperimentere med at blande mine forældres havegødning og se hvad der skete, uden at have nogen kemisk viden. Jeg konstaterede, at når jeg blandede svovlsur ammoniak med melkalk, kom der en ubehageligt lugtende forbindelse (ammoniak). Min interesse for at forstå, hvad der skete blev efterhånden større, og jeg begyndte at låne kemibøger på biblioteket. Jeg blev meget tidligt klar over, at jeg ville være farmaceut. Det var den profession, hvor jeg havde set kemien i praksis. Dengang skulle man begynde som discipel på et apotek inden studiet på Farmaceutisk Højskole. Jeg drog derfor rundt til samtlige apotekere på Mors, i Salling og Thy; men ingen ville have mig. De prioriterede nemlig deres dyrlægekunders børn højest, så det gik altså ikke.

Jeg har aldrig været gode venner med matematik, og det eneste andet jeg kendte til var cand.mag. med kemi; men her skulle man have alle fire fag: kemi, matematik, fysik og astronomi. De første to år år på studiet var næsten udelukkende fysik og matematik, og det kunne jeg ikke rigtig forsone mig med. Jeg besluttede mig derfor for at studere medicin, som jeg havde en ide om nok var en del kemi, biokemi etc. Jeg valgte så København ud fra den filosofi, at når jeg alligevel skulle flytte hjemmefra, kunne jeg lige så godt lære hovedstaden at kende. Efter nogle måneder fandt jeg imidlertid ud af, at der var meget lidt kemi i medicinen, så jeg måtte bide i det sure æble og begynde på cand.mag. studiet. I bagklogskabens lys burde jeg nok have valgt en konferens i kemi; men det var for underligt. Der var ingen akademisk tradition i min familie og cand. mag. kendte jeg fra mine gymnasilærere.

Hvornår kom planterne ind i billedet?

Jeg begyndte allerede i mellemskolen at komme på byens to apoteker om aftenen og om søndagen, hvor der var tid til at have mig rendende. Jeg var umådelig fascineret af alle de droger, man dengang havde, og var ikke i tvivl om, at jeg ville være farmaceut. Det var for så vidt begyndelsen til min interesse i planterne. Interessen for kemi havde jeg som sagt haft allerede fra folkeskolen, hvor jeg lavede eksperimenter derhjemme i køkkenet, også en eksplosion en gang.

Du har haft mange administrative opgaver i løbet af din karriere, bl.a. 10 år som rektor for Odense Universitet. Hvad fik dig til at tage springet fra laboratorierne til kontoret?

Det har jeg for så vidt aldrig besluttet mig til selv. Fra 1960-72, hvor jeg var ansat ved Københavns Universitet, beskæftigede jeg mig aldrig med administrativ- eller universitetspolitisk arbejde. Jeg kom til Odense Universitet 1. august 1972, og kort før jul opstillede mine kolleger mig til posten som institutbestyrer. Det havde jeg absolut ikke lyst til, i særdeleshed da instituttet et halvt år senere skulle flytte fra de midlertidige lokaler på Odense Teknikum til det nye Campusbyggeri; men iflg. Styrelsesloven var det borgerlig ombud, så jeg kunne ikke sige nej. Som modtræk opstillede jeg en kollega; men ved valget blev jeg valgt. Jeg var institutbestyrer i 4 år; men så opstillede mine kolleger mig til fakultetsrådet. Det havde jeg heller ikke lyst til; men det var vel til at overse, nu jeg var inde i administrationen. Jeg blev valgt; men hvad jeg ikke havde overvejet var, at fakultetsrådet opstillede mig som dekan. Igen kunne man ikke sige nej, og jeg blev valgt.

Efterhånden begyndte jeg at finde det administrative arbejde helt spændende, og det var ikke så kompliceret dengang. Jeg fungerede fortsat i min gamle stilling - dog ikke som institutbestyrer - hvor jeg underviste og forskede. Jeg forsvarede også min disputats medens, jeg var dekan. Efter at have været dekan i 6 år besluttede jeg, at jeg ville tilbage til kemien på fuld tid. Nu havde mine dekankolleger imidlertid besluttet, at jeg skulle være rektor. For første gang kunne jeg sige nej, hvad jeg gjorde. Men så tog den lægevidenskabelige dekan mig under behandling. Han var patolog, og efter en eftermiddags intensiv behandling, hvor han bl.a. hævdede, at det var vigtigt at jeg blev rektor nu, så kunne jeg altid lave kemi en anden gang, sagde jeg ja.

Det blev til 10 år som rektor for Odense Universitet. På det tidspunkt var det klart, at skulle jeg have nogen chance for at komme tilbage til kemien, så var det nu! Det var et svært valg. Kemien havde stadig min store interesse; men jeg var også blevet opslugt af rektorgerningen og havde for så vidt intet ønske om at opgive den. Efter en del overvejelser valgte jeg kemien. Så snart jeg havde forladt rektorposten, rejste jeg et år til Australien for at blive resocialiseret. Det viste sig at være en stor succes, som frelste mig for alvorlige abstinenssymptomer.

Hvorfra stammer din interesse for madens kemi, og er du selv flittig i køkkenet?

Det begyndte med madlavning. Allerede da jeg gik i gymnasiet lavede jeg mad og gør det stadig med stor fornøjelse i week-enderne. Med min interesse for kemi faldt det mig naturligt at spekulere på, hvorfor de forskellige tilberedninger opførte sig, som de gjorde. Hvad det var for nogle stoffer, der fik maden til at smage og se ud som den gjorde? Jeg skrev en række artikler om madkemi i fagbladet Dansk Kemi, og jeg holdt også populærvidenskabelige foredrag om det. Efterhånden fik jeg lyst til at skrive en populær bog om krydderiernes kemi. Min datter, der er i forlagsbranchen, overbeviste mig imidlertid om, at dansk er for lille et sprogområde for en sådan bog. Derfor fik jeg den ide at kombinere supplere med madopskrifter for at mildne det kemiske islæt, og det blev til Krydderier og Kokkerier.

Du tog initiativ til debatbogen "Det forkælede samfund", som udkom i 2002. Hvad fik dig til gøre det?

I 1978 bad den daværende rektor Aage Trommer mig holde festforelæsningen ved Universitetets årsfest. Det var i en periode, hvor kemien var voldsom upopulær på grund af miljøproblemer. I en række debatindlæg og kronikker havde jeg forsøgt at slå til lyd for, at nok havde kemien store synder på samvittigheden; men kemien havde også gjort meget godt for samfundet. Min festforelæsning hed ”Kemien og vort samfund”, og jeg søgte at vise, at det moderne velfærdssamfund bygger på kemien og er afhængig af den. I den efterfølgende tid holdt jeg en række foredrag om emnet, som optog mig meget. Jeg fik mere indsigt i problematikken, da Miljøministeriet og Dansk Industri i begyndelsen af 80’erne bad mig stå for en undersøgelse af, hvad den danske kemiske industri havde gjort for at leve op til miljølovgivningen. Jeg fortsatte med at skrive indlæg og holde foredrag om kemien og samfundet og følte efterhånden, at emnet burde behandles i en større sammenhæng. Jeg syntes imidlertid ikke, jeg var kompetent til at gøre dette og bad derfor en række kolleger fra forskellige fagområder om at give deres bud på sammenhængen mellem naturvidenskaben og velfærdssamfundet under den fælles titel ”Det forkælede samfund”.

Hvordan får du unge til at interessere sig for kemi?

I et forsøg på at forbedre kemiens image har jeg i de senere år holdt en række populærvidenskabelige foredrag på skoler og gymnasier, i foreninger og på Folkeuniversitetet. Foredragene om kemi er ofte suppleret med eksperimenter, og emnerne er ofte hentet fra madkemien. Som eksempler på foredragstitler kan jeg nævne: ”Hvorfor er rødvin rød?”, ”Peber er alle hånde; men er allehånde også peber”, ”Svovlforbindelser i vor mad”, ”Kemiske strejftog ind i gastronomiens verden”, ”Kemi i maden – krydderi på tilværelsen” etc.

Du har haft en lang karriere og er stadig aktiv som forsker og underviser. Hvad mener du om "Det grå gulds" rolle på arbejdsmarkedet?

Jeg blev i 2005 70 år og måtte så efter statens pensionsregler lade mig pensionere. Jeg følte ikke, at jeg havde lyst til at holde op, jeg var stadig glad for at forske og undervise. Den første del lod sig relativt let ordne, da der på danske universiteter er en tradition for, at afgåede medarbejdere kan få stillet et rum til rådighed, hvis de ønsker det. Jeg fik på denne konto lov til at beholde mit laboratorium. Jeg kunne også godt fortsætte med at undervise; men uden en formel tilknytning til universitetet kunne jeg ikke afholde eksamen, hvilket jo var upraktisk. Jeg blev derfor ansat som ekstern lektor, hvad der er mulighed for efter det fyldte 70 år. Det er en tidsbegrænset ansættelse for mit vedkommende 1 år, som kan forlænges efter ønske efter udløbet af det ene år. Jeg kan så både undervise og afholde eksamen.

Man kan diskutere, om man skal have en fast pensionsalder og dermed miste det ”grå guld”, idet det jo er de færreste, der er så privilegeret som mig. Uden en fast pensionsalder kommer man imidlertid ud for, at nogle, som burde være gået af - måske før 70 - fortsætter. Det er jo ikke alt, der er gråt, der også er guld. Jeg vil derfor anbefale en fast pensionsalder, måske hævet i takt med den stigende levealder og så en dispensationsmulighed, som giver folk mulighed for at fortsætte, samtidig med at der kan ansættes yngre kræfter. Institutionen skal have mulighed for at komme af med folk, der ikke fungerer. Jeg mener derimod ikke, det er rimeligt, at man kan lade sig pensionere på det offentliges regning, når man er i begyndelsen af 60’erne, hvis der ikke er en medicinsk indikation for det, og selvfølgelig heller ikke, at man kan afskediges af aldersmæssige grunde i denne alder.