Øvrige
En lang karriere med fokus på plantebeskyttelse
"Plantebeskyttelse er meget mere end brug af pesticider, men brug af pesticider er ofte en forudsætning for et optimalt udbytte", lyder det fra pensioneret forskningschef Jørgen Jakobsen.
Jørgen Jakobsen har i et næsten halvt århundrede beskæftiget sig med plantebeskyttelse i Danmark, såvel som i udviklingslande. Han var ansat som forskningschef ved Danmarks JordbrugsForskning (Nu Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet) indtil han i 2005 blev pensioneret. Jørgen Jakobsen er stadig medlem af en af Miljøstyrelsen følgegrupper og er medlem af det rådgivende udvalg for Danish Seed Health Center, ved Københavns Universitet.
Fortæl om din karriere i korte træk.
Det har været fascinerende at følge udviklingen inden for plantebeskyttelse siden Rachel Carson publicerede sin banebrydende bog "Det tavse forår" til nu, hvor den biologiske og teknologiske forskning og udvikling har forbedret vores muligheder for at gennemføre en miljøvenlig og effektiv plantebeskyttelse. Men på trods af denne udvikling har der også været sygdomme og skadedyrsangreb, som det ikke har været muligt at bekæmpe, selv om disse angreb har haft fatale konsekvenser som fx Elmesygen – og risikoen for sådanne angreb er der stadig - minermøllet der angriber kastanje og Egens visnesyge er aktuelle eksempler.
