Øvrige
Biokemiker identificerer proteiner og studerer udvikling i bælgplanter
"Det gensidige samarbejde mellem en plante og bakterier er dybt fascinerende" siger adjunkt Brian Søgaard Laursen, Aarhus Universitet.
Brian Søgaard Laursen har en kandidatgrad i Kemi-Molekylærbiologi (2002) fra Aarhus Universitet og en ph.d. grad (2004) fra samme sted. Han blev efter modtagelse af sin ph.d. grad ansat som adjunkt ved Molekylærbiologisk institut på Aarhus Universitet.
Brian Søgaard Laursen har bl.a. publiceret sine forskningsresultater i internationale tidskrifter som Journal of Biological Chemistry, Journal of Molecular Biology og Microbiology and Molecular Biology Reviews.
Beskriv din forskning i korte træk.
Under mit Ph.D. studium specialiserede jeg mig først i proteiners struktur, funktion og vekselvirkninger i bakterien E. coli. Jeg har nu skiftet retning og bevæget mig ind i planteverdenen, hvor jeg dog stadig studerer proteiner og deres vekselvirkninger. I naturen lever bælgplanter i symbiose med bestemte bakterier. Bakterierne er i stand til at fiksere kvælstof fra luften og de leverer noget af det til planten og får kulstof fra planternes fotosyntese til gengæld.
I min forskning fokuserer jeg på samspillet mellem planterne og de kvælstoffixerende bakterier. Denne forskning er meget interessant, fordi proteinerne kommunikerer med hinanden ved hjælp af vekselvirkninger og danner komplekse netværk, der i sidste ende definerer hvordan cellen skal udvikle sig. Vi forsøger at få en bedre forståelse for samspillet mellem plante og bakterie.
Hvad var dit første eksperiment som barn?
Som barn var jeg nok i virkeligheden ikke den store eksperimentator, men jeg var meget fascineret af naturen og kunne godt lide at prøve at regne forskellige sammenhænge ud.
Hvad fik dig til at studere biokemi?
Jeg havde egentlig en drøm om at blive dyrlæge, men gennem min gymnasietid fik jeg øjnene op for kemien og fandt ud af, at det var langt mere interessant at studere biologien på molekylært niveau. Derfor startede jeg med at læse Kemi-Molekylærbiologi ved Aarhus Universitet. Under mit speciale og mit Ph.D. studium beskæftigede jeg mig hovedsagligt med biokemi og betragter mig således mere som biokemiker end molekylærbiolog i dag.
Hvad er det, der er så interessant ved planter?
Man kan jo fristes til at sige, at mange af dem er særdeles velsmagende og er en vigtig ernæringskilde for hele jordens befolkning. Fra et biokemisk synspunkt er det mest interessante for mig helt sikkert den store mængde forskellige proteiner, som har hver deres unikke egenskab og opgave i forhold til organismens velvære. Det gensidige samarbejde mellem en plante og bakterier er dybt fascinerende i sig selv, men også af utrolig stor vigtighed for landbruget og miljøet. Landmanden behøver nemlig ikke gøde med kvælstof, når planten får det via symbiose med bakterierne. Man sparer derfor store mængder fossilt brændstof til fremstilling af kunstgødning.
Hvor har dit studium og arbejde bragt dig hen i verden?
Jeg tilbragte mit tredje studieår ved University of Illinois at Urbana-Champaign (USA). Senere under mit Ph.D.-studium tilbragte jeg yderligere et halvt år ved University of Texas at Austin (USA) hvor jeg samarbejdede med en forskningsgruppe om løsning af strukturen af et protein ved hjælp af kerne magnetisk resonans (NMR). Derudover har jeg deltaget i en række internationale kurser og konferencer hovedsagligt i Europa.
Beskæftiger du dig nogensinde med andet end forskning?
Jeg er heldigvis så privilegeret at mit arbejde er min hobby, og derfor bruger jeg meget tid på det. Men, jeg bruger selvfølgelig også en masse tid sammen med min kone. Vi bor i et ældre hus, så der er lidt vedligeholdelsesarbejde som jeg nyder at bruge til at koble fra med en gang imellem.
