Danmarks Miljøundersøgelser
Cand. agro. brænder for bæredygtigt jordbrug
"Uddannelse og forskning i bæredygtigt jordbrug er tilbage. Stigende priser på fødevarer og brændstof, en fødevaremangel i ulande som vi ikke kan få lukket, stigende mængder af drivhusgasser i atmosfæren, og globalisering af vore foder og fødevarer har re-vitaliseret bæredygtigt jordbrug", siger forskningschef Henning Høgh Jensen, Danmarks Miljøundersøgelser.
Henning Høgh Jensen er cand. agro (1993) og ph.d. (1997) fra Landbohøjskolen (nu Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet - KU-LIFE). Henning Høgh Jensen har arbejdet med praktisk landbrug og som rådgiver og konsulent i Danmark, Holland og Tanzania. Efterfølgende fulgte et forløb som adjunkt og lektor ved Institut for Jordbrug og Økologi, KU-LIFE. Her har han blandt andet været leder af forskeruddannelsesprogrammet i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer samt studieleder for et EU Erasmus Mundus uddannelsesprogram.
Bælgplanter har været det centrale omdrejningspunkt i Henning Høgh Jensens videnskabelige arbejde. Arbejdet har rakt fra studier af enzymaktivitet i enkelte planters organer, til afgrøders næringsstofforsyning, til produktets kvalitet og ernæringsværdi, til markedstilknytningens betydning for producenternes levevilkår. Forskningen har fundet sted under både tempererede og tropiske forhold. Henning Høgh Jensen er forfatter og medforfatter til en lang række videnskabelige og populærvidenskabelige artikler i internationale og nationale medier. Henning Høgh Jensen tiltrådte en stilling som forskningschef DMU den 1. november 2008. Link til profil på DMU.
Beskriv din forskning i korte træk.
I min bachelor tog jeg til Australien, hvor jeg lærte at arbejde med naturligt forekommende *tracers* * altså en form for indikatorer. Det kan sammenlignes med at hælde blæk i en å for at følge, hvilken vej netop dette vand tog i en efterfølgende forgrening af åen. Dette princip har jeg anvendt i mange forskellige versioner siden. Primært med henblik på at forstå, hvilke puljer af næringsstoffer, især kvælstof, som planter udnyttede. For eksempel har jeg brugt princippet til at bestemme, hvor meget bælgplanter som bønner og kløver har fikseret af atmosfærens kvælstof i forhold til at optage kvælstof fra jorden. Som lektor ved KU-LIFE så jeg bl.a. på afgrødernes indhold af mineraler. Især interesserede jeg mig for indholdet af kvælstof, fosfor, jern og zink i bønner og hirse, da disse afgrøder har en meget stor naturlig variation, som kan danne basis for en udvælgelse. Bønner og hirse udgør en vigtig del af føden i henholdsvis øst og vest Afrika, og dyrkning af forædlede sorter med et højere indhold af mineraler vil gavne befolkningen. Som forskningschef ved DMU ved Aarhus Universitet fokuserer jeg meget på den anvendte forskning, herunder også den policy-relevante forskning. Danmark er et lille tæt befolket land som udnytter sine råstoffer meget effektivt. Hvordan gør vi det på en måde som samtidigt tilgodeser naturen og miljøet som vi ikke vil eller kan være foruden.
Hvad var dit første eksperiment som barn (med kæledyr, søskende, insekter, husholdningskemikalier etc.) ?
Jeg voksede op på en gård, og når jeg ikke læste historiske romaner så rodede jeg altid med teknik ude i laden. Min knallert blev skilt af for at undersøge hvorfor den gik så godt. Efter at være blevet samlet gik den heller ikke så godt mere. Min bagage herfra er nok mest, at jeg altid forsøger at se helheder i systemerne.
Hvad fik dig til at læse Agronomi?
Først troede jeg at jeg skulle passe køer, da jeg elsker den tætte kontakt med dyr. Men efter nogle år blev det for ensomt. Så arbejdede jeg 4 år i Afrika som landbrugsrådgiver, og jeg erkendte at jeg havde for lidt faglig viden. Derfor begyndte jeg at læse landbrugsvidenskab, altså Agronomi.
Hvad er det der er så interessant ved planter?
Det som interesserer mig dybt ved planter er, hvordan vi og dem lever i tæt symbiose. Hvor fuldkomment korn passer til os som føde – bade i smag og i næringsværdi. Samtidigt er det dybt fascinerende at planter altid forsøger at få det bedste ud af lidt. Uanset hvor ynkelige forhold en plante har så sætter den altid frø – en helt utrolig vital kraft er indlejret i generne som siger, at uanset hvad, så skal du sikre næste generation.
Hvor har dit studium og arbejde bragt dig hen i verden?
Jeg er i den lykkelige situation at jeg arbejder globalt. Både med uddannelse og med forskning. Jeg nyder at arbejde med bæredygtigt jordbrug i alle dele af verden. Jeg har forsket i Kina, Egypten, Tanzania, Malawi, Brasilien, Malawi og Niger. Man kan som forsker ikke længere overleve i Danmark. Jeg mener at fremtiden for en forsker er global.
Beskæftiger du dig nogensinde med andet end forskning?
Ja, uddannelse! Og gode bøger. Og min familie. Min hund. Og filosofi, natur, samt en god middag med dejlige venner. Kort sagt, livet.
