Forside / Profiler / Aarhus Universitet / AU-DJF / Kirsten Kørup Sørensen

Profiler

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet

Agronom tager genetiske fingeraftryk af kartofler

"Jeg bruger den samme teknologi, som anvendes til opklaring af kriminalsager, men her er forbryderen mikroskopisk", siger Kirsten Kørup Sørensen fra Danmarks JordbrugsForskning.

Kirsten Kørup Sørensen er agronom fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), København i 1996 og blev i 1998 ansat som forskningsassistent ved Danmarks JordbrugsForskning, Afdeling for Plantevækst og Jord (nu Afdeling for Jordbrugsproduktion og Miljø), Forskningscenter Foulum. Kirsten blev siden indskrevet ved KVL som ph.d.-studerende, mens den praktiske del af studiet udføres i Danmarks JordbrugsForsknings laboratorier. Kirsten nærmer sig nu afslutningen af sit ph.d.-studium.

Beskriv din forskning i korte træk.

Siden 1998 har jeg arbejdet med DNA-markører i kartofler ved Danmarks JordbrugsForskning (DJF), Foulum. Jeg bruger den samme teknologi, som anvendes til opklaring af kriminalsager, men her er forbryderen mikroskopisk, og det er offerets DNA, der er i fokus. Kartoffelskimmel er den store skurk i kartoffelavlen, og for at undgå rådne kartofler, sprøjtes de fleste kartoffelmarker adskillige gange i løbet af vækstsæsonen. Resistente kartoffelsorter er det mest miljøvenlige alternativ til sprøjtning, men der er mange gener (arveanlæg) involveret i resistens, og det komplicerer forædlingen. Et af målene med min forskning er at identificere de områder af kartoflens kromosomer, hvor der findes gener for resistens mod kartoffelskimmel. DNA-markører, som er placeret tæt på resistensgener, kan bruges som et redskab af kartoffelforædlerne, så de lettere og hurtigere kan udvikle resistente sorter. Jeg anvender også DNA-markørerne til at lokalisere gener, der har betydning for kartoflernes indhold af de giftige glycoalkaloider, som f.eks. solanin. Også slægtskab mellem kartoffelsorter undersøges ved hjælp af markørerne med henblik på at undgå indavl i forædlingsarbejdet.

Hvad var dit første eksperiment som barn (med kæledyr, søskende, insekter, husholdningskemikalier etc.) ?

Det første "eksperiment" jeg kan huske, er at jeg sammen med min fætter og bror undersøgte hvor længe ællinger kunne svømme i vandtruget på min mormor og morfars gård. De var meget trætte til sidst (ællingerne)…. men de overlevede!

Hvad fik dig til at læse til agronom?

Jeg er født og opvokset på landet, og et af mine yndlingsfag i både folkeskolen og gymnasiet var biologi. Det var nærliggende at kombinere disse to ting i et agronomstudie.

Hvad er det, der er så interessant ved planter?

Planter findes i ufatteligt mange former og farver, og de er tilpasset vidt forskellige levevilkår. De kan bruges til utallige formål, og vi kan ikke leve uden. Planter producerer den livsvigtige ilt til os, og i et hav af variationer tjener de som kilde til mad for både dyr og mennesker. Desuden er mange af dem en fryd for øjet, og med til at skabe hygge og liv i hus og have.

Hvor har dit studium og arbejde bragt dig hen i verden?

Under studiet var jeg volontør på et forskningscenter (CPRO-DLO) i Wageningen, Holland, i fire måneder. Under min ansættelse hos Danmarks JordbrugsForskning har jeg deltaget i kurser, konferencer eller møder i England, Sverige, Tyskland, Holland, Italien og Spanien. På disse rejser er arbejdsdagene lange, men på de længerevarende ophold er der som regel indlagt en halv dags ekskursion, som giver en "smagsprøve" på lokalområdets fortræffeligheder. I forbindelse med Ph.D.-studiet har jeg haft et knapt tre måneders ophold på det internationale kartoffelforskningscenter (CIP) i Lima, Peru. Det var en fantastisk oplevelse som gav et godt indblik i livet i landet samt hvordan arbejdsgangen er på et udenlandsk forskningscenter. Derudover har jeg også besøgt eller har samarbejde med diverse firmaer, universiteter, forskningsinstitutioner mm. i Danmark. Rejserne har givet rigtig gode muligheder for at møde andre forskere, forædlere og personer der beskæftiger sig med planter i almindelighed og med kartofler i særdeleshed. Læs mere om opholdet i Peru i en artikel fra fagbladet Kartoffelproduktion.

Download PDF 332,90 kB

Beskæftiger du dig nogensinde med andet end forskning?

Ja, absolut! Det meste af min fritid er centreret om mine to børn på henholdsvis fire og ti år, og aktiviteter med eller for dem. Jeg nyder også gerne en udflugt eller hyggelig aften i selskab med familie eller venner. Desuden synes jeg, at det er spændende at udtænke en lækker middag (og at lave den), ligesom jeg har stor interesse for boligindretning. Jeg synes også, at det er interessant at komme ud og opleve andre områder og kulturer (nutidige og fortidige), så vi rejser jævnligt i Danmark eller udlandet. Som forberedelse til opholdet i Peru har jeg deltaget i et toårigt HF-aftenkursus i spansk. Jeg fortsatte kurset efter hjemkomsten og afsluttede med eksamen i 2004.

Har du et budskab, som du gerne vil udbrede?

Vær åben overfor de muligheder livet byder på.

Oprettet: 25. sep 2007 af Inga C. Bach    Opdateret: 22. jan 2010 af Mads Ovesen