Pesticider
Sprøjtemidler på godt og ondt
Der hersker ingen tvivl om, at uhensigtsmæssig brug af pesticider har givet og fortsat giver store problemer mange steder i verden. I rige lande har man lært af tidligere tiders fejltagelser. Det har f.eks. medført at mange pesticider ikke længere må bruges, at sprøjteførere uddannes, og der forskes i, hvordan man kan bruge så lidt som muligt. Dermed ikke sagt, at alle problemer er løst.
Ukrudtsmidler (herbicider) udgør den største andel af pesticidforbruget i Danmark. Dernæst kommer svampemidler (fungicider) og insektmidler (insekticider). Pesticidforbruget i Danmark har været faldende i en årrække, men landmændene har tilsyneladende svært ved at komme længere ned. Forbruget opgøres på to måder: dels mængden af aktivstof pr. hektar, dels behandlingshyppighed. Disse tal fortæller ikke ret meget om miljøbelastningen, og det diskuteres, om forbruget skal gøres op på en anden måde.
I nogle U-lande stiger pesticidforbruget kraftigt, og nogle af de fejltagelser, som blev begået i vores del af verden for årtier siden, ser ud til at blive gentaget andre steder. I følge en artikel om forholdene i Pakistan, er der et stort overforbrug af pesticider, primært i bomuldsmarker. Her håndterer uuddannet arbejdskraft meget giftige insekticider, som forlængst er blevet udfaset i Europa. Mange af de mennesker, som arbejder i markerne, kan end ikke læse etiketten på dunken med pesticid, fordi de er analfabeter. Det går selvfølgelig ud over både mennesker og miljø.
Det er indlysende, at man skal begrænse forbruget af pesticider for at minimere risikoen for sundhedsskadelige effekter på mennesker og dyr og forurening af vandmiljø mv., men skal vi helt undlade brugen af kemiske bekæmpelsesmidler i landbrug og havebrug?
Hvordan vil et pesticidfrit Danmark se ud?
Kan U-landene producere afgrøder i tilstrækkelige mængder uden pesticider?
Leif Blædel - boganmelder med spids pen og mod til at tale folkestemningen midt imod - giver i sin artikel i Weekendavisen "En farlig bog?", udtryk for, at modviljen mod pesticider er gået over gevind i Danmark. Leif Blædel er boganmelder og ikke forsker, men når nu han har initieret en debat, ville det være interessant at få eksperterne på banen.
Velkommen i debatten.
Leif Blædel (2008). En farlig bog?. Weekendavisen.
Sites med oplysninger om pesticider:
http://www.lr.dk/middeldatabasen/
Reference:
Tariq, MI, Afzal, S, Hussain, I, Sultana, N (2007). Pesticides exposure in Pakistan: A review. Environment International 33:1107–1122
