Overproduktion af råvarer var et problem i EU indtil for nylig. Der var bjerge af korn, søer af vin og planteolier og lejlighedsvis blev adskillige vognlæs frugt og grønt destrueret for at holde prisen oppe. I dag er kornlagrene tomme. Der har været dårlig høst i flere år i træk på grund af tørke i lande som Australien, og en stigende del af planteproduktionen anvendes til dyrefoder for at dække et stigende forbrug af animalske produkter i de hastigt udviklende økonomier i Asien. Samtidig er der kommet yderligere en kunde i butikken, nemlig bioethanol- og biodieselindustrien.

Resultatet er, at priserne på korn og raps er mere end fordoblet. Planteproducenterne indrømmer, at det er blevet noget sjovere at være landmand, men forbrugerne vil nok ikke tage del i glæden. De stigende priser på planteprodukter sammenholdt med stigende råoliepriser har bevirket, at en dansk gennemsnitsfamilie får forøget madbudgettet med ca. 6.000 kr. om året. For den velbjergede del af befolkningen er denne udgift til at overskue, men for de laveste indkomstgrupper på overførselsindkomster som SU, kontanthjælp og folkepension er situationen en anden. For de befolkningsgrupper i verden, som lever for under en dollar om dagen pr. person, er udviklingen katastrofal.

Er prisstigningerne på planteprodukter så et forbigående fænomen? Nogle landbrugs-økonomer er af den overbevisning, at udbuddet vil stige i takt med den stigende efterspørgsel. De mener, at produktionen vil blive forøget ved mere intensiv dyrkning og inddragelse af nyt landsbrugsland. Det sker for nærværende i lande som Brasilien og Indonesien, men det vækker stor bekymring, at regnskov og andre uerstattelige naturområder opdyrkes. Der er ingen tvivl om, at det ligger et stort uudnyttet produktionspotentiale i Østeuropa og Rusland og i mange udviklingslande, der i dag har en ekstensiv planteproduktion med gamle sorter og ingen brug af pesticider og kunstgødning. Effektivisering af landbruget i disse områder, vil kunne modsvare efterspørgslen på landbrugsprodukter for en tid, men på lidt længere sigt, bliver regnestykkerne noget mere komplicerede.

I 2050 vil der i følge prognoserne være 9 milliarder mennesker på jorden. Samtidig vil en middelklasse med betydelig købekraft være vokset frem i lande som Kina og Indien. Man må håbe på, at alle sikres en rigelig adgang til såvel vegetabilske som animalske fødevarer. Det vil i følge FAO kræve, at der produceres yderligere en milliard tons korn, en stigning på 50%. Derudover er der den joker, der hedder biobrændstof. Efterspørgslen på landbrugsjord vil stige, men samtidig vil mange landbrugsområder forsvinde på grund af udbygning af byer, infrastuktur (og golfbaner). Der vil blive behov for at øge udbyttet i tørre områder ved hjælp af kunstvanding, men i en række lande er vandressourcerne til kunstvanding allerede overudnyttede. Hvordan klarer vi disse udfordringer?

Det er næppe en overraskelse, at en planteforsker som undertegnede vil pege på behovet for forskning og udvikling indenfor planteproduktion. I 60erne fordoblede man høstudbytterne i Asien gennem den Grønne Revolution, der var en kombination af udvikling af nye højtydende plantesorter og anvendelse af pesticider og kunstgødning. Det er en ny Grøn Revolution vi har brug for i dag, en såkaldt dobbelt Grøn Revolution, hvor man får en forøget produktion samtidig med at landbrugets miljøbelastning med pesticider og næringsstoffer nedsættes.

Nogle vil mene, at man kan opnå alle forædlingsmål eller i hvert fald de allerfleste ved at krydse vores kulturplanter med vilde slægtninge eller ved at inducere mutationer. Ved hjælp af disse forædlingsmetoder har vores kulturplanter fået tilført mange nyttige egenskaber, men jeg mener ikke, at konventionel forædling vil være tilstrækkelig til at imødekomme de udfordringer, som vi står overfor. Hvad gør vi så?

Jeg mener, at gensplejsning af planter vil være et meget væsentligt værktøj, som kan bidrage til at producere nye sorter med de ønskede egenskaber. Man har fået en masse ny viden om, hvordan planter fungerer, og værktøjskassen ved at være klar. Var det så ikke en ide, at man bl.a. i Danmark kom i gang med at udvikle nye sorter med bedre genskaber?

I den forbindelse er det relevant at henvise til den sidste nye oversigt, der kommet om den globale dyrkning af gensplejsede afgrøder, udgivet af organisationen International Service for the Acquisition of Agri-biotech Applications (ISAAA). For tolvte år i træk er arealet med GM-planter steget. I 2007 nåede verdens samlede areal op på 114,3 millioner hektar, en stigning på 12% i forhold til 2006. Der dyrkes nu GM-afgrøder i 23 lande på omkring 12 millioner landbrugsbedrifter.

Alle seriøse undersøgelser viser, at disse afgrøder har gavnet både miljøet og livsvilkårene for millioner af mennesker. Er det ikke på tide, at EU og Danmark får luget ud i skrækscenarierne og berøringsangsten og erkender, at der her er en teknologi, der vil kunne yde et væsentligt bidrag til at løse de problemer vi står overfor?