Ernæring (Mennesker og dyr)
Er der gift i mine havregryn?
En historie om, at havregryn indeholder et kræftfremkaldende stof, ramte medierne den 3. april 2008 med følgende overskriften i Børsen: "Forsker: Kræftrisiko ved at spise havregryn" (1). Næsten omgående stod andre forskere i kø for at anprise havregryn som en sund fødevare (2).
Kilden til historien var bogen "Hvad er det du spiser?" (3). Ane Bodil Søgaard, som er en af bogens forfattere blev citeret for at sige: "Som fødevareforsker har det overrasket mig utroligt meget, at der tilsyneladende er en helt overset kræftrisiko ved at spise havregryn", men åbenbart blev hun fejlciteret, eller også er udtalelsen taget ud af en større sammenhæng. I hvertfald kunne man i Politiken den 4. april læse følgende citat: "At havre pludselig skulle være forfærdeligt kræftfremkaldende, det er en and. Og det er grusomt, hvis nogen holder op med at spise havregryn af den grund". Det fremgår også, at Ane Bodil Søgaard føler sig misforstået og fejlciteret (2).
Sagens kerne er, at der kan dannes akrylamid under varmebehandling af fødevarer, som indeholder aminosyren asparagin og kulhydrater. Jo mere der findes af udgangsstofferne og jo kraftigere varmebehandling, des mere akrylamid dannes der. Havren ristes for at forbedre smag og holdbarhed, og da havre indeholder både asparagin og kulhydrater, kan der dannes akrylamid under processen, men hvor bekymret skal man være?
I følge flere forskere med ekspertise i ernæring og toksikologi er indholdet af af akrylamid så lavt, så det er uden betydning. En eventuel negativ effekt af akrylamid opvejes til fulde af de mange gavnlige stoffer i havregryn. Iøvrigt indeholder mange forskellige tilberedte fødevarer akrylamid. Blandt de vigtigste kilder er kaffe og forarbejdede kartoffelprodukter som chips. Pudsigt nok kunne man den 3. april i Berlingskes webavis læse, at "Kaffe beskytter hjernen" - i hvertfald hos kaniner, som spiser kolesterolholdig mad (4).
Avishistorierne om havregryn og kaffe er kun enkelte eksempler fra en lind strøm af oplysninger om specifikke indholdsstoffers påvirkning af helbredet. Den ene dag udråbes en fødevare eller et nydelsesmiddel som sundhedsfremmende, den næste dag er det usundt.
Planter indeholder tusindvis af forskellige naturligt forekommende kemiske stoffer, hvoraf mange er giftige. Eksempelvis er solanin i kartofler dødeligt i høj koncentration, men ganske uskadeligt i den mænge som det findes i kartofler, som er opbevaret rigtigt. Nogle af planternes indholdsstoffer regnes for at være sunde, selvom de er giftige i høj koncentration. Det gælder f.eks. falcarinol i gulerødder.
Fødevarer indeholder også kemiske stoffer fra de mange mikroorganismer, som lever på og i planterne. Et eksempel er svampetoksiner, som især forekommer i fiberfraktionen i kornprodukter. Dertil kommer pesticidrester, som kan spores i lav koncentration på meget frugt og grønt.
Sidste skud på stammen er de gensplejsede planter, f.eks. Bt-majs, som indeholder et toksin, som slår visse skadedyr ihjel. Denne type majs har været kritiseret i flere omgange, senest under overskriften "GMO-majs kan føre til forgiftning" i Politikens webavis den 1. april (5). Andre kilder påpeger, at Bt-majs er sund, fordi der er påvist et lavere indhold af nogle meget giftige svampetoksiner end i almindelig majs.
Hvordan skal vi forholde os til de mange og ofte modsatrettede budskaber om, hvad der er sundt eller usundt? Skal vi spise havregryn? Skal vi drikke kaffe? Er det kun økologisk dyrket frugt og grønt, som er sundt? Er det farligt at spise gensplejsede planter? Mange af de omtalte forskningsresultater bygger på dyreforsøg, men ville man få tilsvarende resultater for mennesker?
I aviserne nævnes ofte en eller flere eksperter, men det er temmelig diffust, hvilke kriterier, der skal opfyldes, for at en kilde udnævnes til at være ekspert. Er det en forsker eller en talsperson for en miljøorganisation? Har eksperten en særlig interesse i at fremme salget af en bestemt type fødevarer? Hvilke eksperter skal vi lytte til? Hvornår får man saglig oplysning, og hvornår er der i højere grad tale om markedsføring eller et ønske om at fremme en bestemt ideologi?
Det kan være ganske uoverskueligt at købe ind, hvis man gerne vil træffe det sundeste valg. Der findes er væld af forskningsresultater, men der er behov for at sætte de mange løsrevne budskaber ind i en større sammenhæng.
Hermed er bolden givet op til en debat om planteprodukters indflydelse på vores sundhed.
Eksterne links:
1. Forsker: Kræftrisiko ved at spise havregryn. Børsen
2. Havregryn giver kraft - ikke kræft. Politiken
3. Hvad er det du spiser? Forlaget Hovedland
4. Kaffe beskytter hjernen. Berlingske
5. GMO-majs kan føre til forgiftning. Politiken
Sv: Er der gift i mine havregryn?
Der er nogle fakta jeg synes at der bør inddrages: Nemlig at Bodil Søgård og hendes medforfatter direkte i bogen skriver: "Ved denne nødde-proces dannes også det kræftfremkaldende akrylamid - ak ja!. Ud af et virkelig værdifuldt fødemiddel er det igen lykkedes industrien at lave noget underlødigt". Efter en sådan sætning forstår jeg ikke hvordan hun kan føle sig fejlciteret. Et andet sted skriver hun også at der kan dannes transfedtsyrer. Det er heller ikke rigtigt, hvad analyser af havregryn også dokumenterer. Jeg tror hun er blevet forskrækket over hvad hendes udsagn har medført og er trukket i land.
Det er efter min opfattelse både fint og nødvendigt at også forskere åbner munden og deltager i den offentlige debat, men jeg synes nu også at de (incl. Bodil) har en særlig forpligtelse til at holde sig til sandheden- da hun modsat mange andre mennesker har mulighed for at nemt at finde frem til den: nemlig at der kun dannes akrylamid i ubetydelige mængder (det laveste indhold i alle morgenmadsprodukter) og ingen transfedtsyrer - netop på grund af en skånsom tilberedningsproces (læs lave temperaturer). Hun har så travlt med at kritisere industrien, at hun fuldstændig overser fakta.
Men ud over eksperterne rolle, synes jeg også det kunne være interessant at fokusere på journalistens rolle. I hendes research af historien er hun blevet gjort opmærksom på tingenes rette sammenhæng, men har bevidst valgt sensationen - selv om den var forkert!
Det er da også bemærkelsesværdigt!
På Fødevarestyrelsens hjemmeside, under Fødevaredatabanken kan man finde analyser af havregryn der viser at der ikke er transfedtsyrer i, og hvis man googler havregryn finder du bl.a. en liste (vist nok svensk) der viser analyser af akrylamid i havregryn og andre morgenmadsprodukter.
Men herudover tror jeg vi må leve med det faktum at alle fødevarer indeholder både gode og mindre gode elementer, og at det meget bliver et spørgsmål om regulering (lovgivning der sætter grænser) og sammensætning og variation, der samlet set afgør om vi spiser sundt eller mindre sundt.
Sv: Er der gift i mine havregryn?
Jeg er meget enig med Gitte i hendes betragtninger.
Det er jo ikke første gang, der kommer en and eller to med morgenpressen. Hvis ikke, der ligefrem opstår en bevægelse mod bedre journalistik, måske en slags journalist-dogmeskole, tror jeg dagspressen forbliver i en position, hvor den kun er til debat og underholdning. Det er jo sjovt at fortælle, at 'videnskaben' eller 'eksperterne' er uenige, og især at det, vi hele tiden troede var sundt, pludselig er usundt og vice versa. Men det er irriterende for fagfolk.
Men journalisterne er ikke alene om 'miseren'. Vi ser jævnlig historier, hvor en forsker, fx. mig selv. fortæller begejstret om det seneste resultat af en eller anden undersøgelse, og den går så videre som en 'historie'. Det er da fint, vi vil gerne have forskerne lidt ud af busken, og fortælle om, hvad de laver. Og det er det, man kan bruge disse historier til. Men det er også problematisk, hvis de opfattes som 'sandheder' for hvem kan vurdere den seneste undersøgelse i lyset af alle de tidligere? Det er faktisk først, når et ekspertpanel går hele den videnskabelige litteratur igennem og enes om en udtalelse, vi har noget, der er et bud på sandheden. I hvert fald det bedste, vi har. Den slags udtalelser ender typisk på autoritative hjemmesider, fx. fra Fødevarestyrelsen eller internationale organisationer. Det er her, kilden til seriøs information af forbrugerne (og journalisterne) er.
Dette er for mig at se, det vigtigste budskab her. Nyhedspressen har ikke (længere) denne rolle. Den har som sagt rollen som formidler af debat og underholdning, ikke formidler af facts. Jeg tror personlig ikke, begge roller kan indehaves samtidig.
Så de skæve historier vil fortsætte, og som forskere må jeg selv og andre deltage i debatten og troligt henvise til mere autoritative kilder, når ænderne flyver vildt i morgenæteren.
Sv: Er der gift i mine havregryn?
Gitte og Lars har begge ret. Og man bør selvfølgelig ikke pege fingre ad hverken journalister eller forskere af den grund. Vi befinder os i midt i en ond (eller måske snarere dum) cirkel.
Journalister er under pres for at levere historier, der sælger, bl.a. fordi de klassiske, trykte medier er hårdt trængte af internettet, af gratisaviserne og af annoncørflugt. Rygtet siger, at en journalist på fx Ingeniøren skal skrive hvad der svarer til et helt opslag pr. uge. Det betyder hel klart, at der er mindre tid til kildekritik og research.
Samtidig er forskerne under pres for at formidle og være synlige i medierne – hvilket betyder, at mange universiteter professionaliserer kommunikation, PR, formidling, pressekontakt, outreach eller hvad de nu foretrækker at kalde det, så de er i stand til at levere nærmest trykkeklare artikler, hvor der stort set blot skal tilføjes en byline, rettes et komma eller to og indhentes en kommentar fra anden interessent, før artiklen kan trykkes.
Det har to åbenlyse konsekvenser: Historier af havregrynstypen kan få et kort, men hektisk liv på forsiderne, ligesom man ser flere tilfælde af at pressemeddelelser ryger stort set ufordøjet ind i avisernes spalter.
Af de klassiske nyhedskriterier er det i dag sensationen, der sælger bedst. Og sensationen har med følelser at gøre (også etymologisk, fra latin sensus). DR's nyhedsredaktion arbejder fx med personae, når de skal udvikle nyhedsindslag: 18-nyhederne henvender sig til Birthe, hjemmesygeplejerske fra Vejle, mens 21-nyhederne er henvendt til René, selvstændig fra Nodsjælland. Birthe skal have nyheder, der taler til følelserne, mens René (som har tid til nyheder, når de to børn er lagt i seng), godt kan tåle et lidt højere abstraktionsniveau. Men budskabet skal alligevel nå ind på 30 sekunder. Oversat til formidling af sundheds- og ernæringsbudskaber, betyder det at der er bedre salg i at udråbe enkelte ernæringskomponenter til helte eller skurke end der er i at fortælle om usexede tallerkenmodeller og kostpyramider.
Dette fokus på enkeltkomponenterne er ikke nyt. Forskere, der jagter middelhavsdiætens hemmeligheder og tror de finder den i hhv. olivenoliens flerumættede fedtsyrer eller rødvinens indhold af resveratrol og de medier, der formidler forskningsresultaterne, er fx ganske tilbøjelige til at glemme, at det, der gør en middelhavsdiæt (og andre traditionelle diæter) sund er sammensætningen: Masser af fibre, masser af grøntsager, meget lidt kød, kun ringe indtag af junk-food og færdigretter – vinen og olien spiller i den sammenhæng ikke de afgørende roller.
Den australske videnskabsteoretiker Gyorgy Scrinis betegner fænomenet med nutritionism (jeg foreslår det danske udtryk diætisme), og ser en fare i at det kan forrykke generationers nedarvede viden om hvad vi skal spise. Maden og måltidet opfattes som summen af enkeltkomponenterne – selv om det i virkeligheden er meget mere. Det er et udslag af diætisme, at diller som fx Dr. Atkins-diæten har set dagens lys. Og diætisme er ikke industrien uvelkommen: Det er også et udslag af diætisme, at man kan løsrive enkeltkomponenter fra råvarer, tilføje dem andre produkter og markedsføre dem ud fra de funktionelle egenskaber (functional foods, som fx brød med omega 3-fedtsyrer).
Hvad det betyder for selve sundhedsbegrebet og spisevanerne på længere sigt er svært at spå om. Men det er helt klart, at der er behov for, som Lars skriver, når vi formidler, at gøre opmærksom på de mere autoritative kilder – i stedet for at holde sig til formiddagsskræppet fra aviserne – måske er der oven i købet behov for at gøre, som man gjorde i halvfjerdserne, lære børn at være lidt kildekritiske allerede i skolerne (samtidig med at man selvfølgelig skal lære dem at gennemskue reklamer og læse varedeklarationer)!
PS: Der er selvfølgelig masser af andre eksempler på at det sensationelle får forrang, også uden for planteriget. Der er især et højaktuelt, nemlig sagen om kastration af smågrise. Medier og politikere har låst sig fast på bedøvelse kontra ikke-bedøvelse. I virkelighedens verden kan man sortere grisene på slagteriet (så det ikke er nødvendigt at kastrere, noget slagterierne faktisk eksperimenterede med først i halvfemserne), ændre skatolindholdet gennem fodring – eller slagte grisene før de bliver kønsmodne (og samtidig få gourmetkød ud af det).