Rachel Carson. Hendes bog var en gave til verden, da den udkom for godt 50 år siden, men den har fået skrækkelige følger.

Jeg spekulerer på, om det vil være rigtigt, at kalde Rachel Carsons berømte bog om sprøjtemidler, Det Tavse Forår, der udkom for 50 år siden, for en farlig bog. En bog kan selvfølgelig være skadelig for en diktator eller et autoritært styre, for den kan åbne folks øjne for undertrykkelsen og medvirke til tyranniets fald.

Men i et demokrati? Jeg tror ikke, Hitlers Mein Kampf i sig selv var farlig for demokratiet i Weimar-republikken. Han var, sådan som forholdene nu var, men bogen var næppe afgørende for hans succes. Selvfølgelig kan en bog vildføre mange mennesker, også i et demokrati. Men den kommer jo ikke til at stå alene. Den kan modsiges, og Det Tavse Forår skabte voldsom debat. Så kan den vel ikke have skadet?

Dengang bogen udkom, var den en gave til verden. Den fremdrog forhold, som havde været overset, i hvert fald ikke taget alvorligt nok, skønt de kunne være livsfarlige for mennesker og dyr. Brugen af sprøjtegifte, både pesticider (mod insekter) og herbicider (mod ukrudt), var ofte aldeles uforsvarlig, og midlerne i sig selv i mange tilfælde slemt giftige.
Jeg blev selv fyr og flamme dengang over Det Tavse Forår. Jeg var journalist på Information og anmeldte den og skrev fnysende reportager og ledere om sagen, så det endog førte til en forespørgsel i Folketinget. Det skete der i øvrigt ikke meget ved.

Men årene gik, og efterhånden blev kritikken af sprøjtemidler moderne. Det er den stadig i uhyggelig grad. Bare ordet »sprøjtemidler« får folk til at vende det hvide ud af øjnene. Alle folk. Og det uanset at det i hovedsagen er aldeles ufarlige midler, som bruges i dag, og at problemet med dem, som er farlige, kun er, at de skal bruges med samme fornuft som forstandige mennesker anvender i omgangen med spidse knive og skydevåben.

En overgang så det ud, som om man havde held til helt at standse brugen af DDT. Vist havde stoffet lavet ulykker. Det havde blandt andet bidraget til at gøre foråret om ikke tavst så mindre rigt på fugle, fordi det svækkede deres formeringsevne. Men det var, fordi det var blevet brugt hæmningsløst og helt uden omtanke, endda hvor det var ganske overflødigt. Man dryssede bare løs af det om så kun for en sikkerheds skyld, sådan som man nu om dage drysser salt på gaderne, bare temperaturen kommer ned nær 5 grader.

Men den vellykkede kamp mod DDT gjorde, at den en overgang vellykkede kamp mod malaria i u-landene gik i stå – og malariaen kom godt i gang igen. Heldigvis er man begyndt at vågne op og igen bruge DDT mod de farlige myg, nu med fornuft.

Paration – der produceres af Cheminova under handelsnavnet Bladan – er vitterlig meget giftigt ikke kun for skadedyr. Men brugt forstandigt er det et fortræffeligt produkt. Jeg husker, at fjernsynet bragte en rædselsreportage fra et latinamerikansk land om uforsvarlig anvendelse, folk som sprøjtede marker på en måde, så de selv gik i en sky af giften.

Jeg giver ikke meget for den slags »dokumentarprogrammer«, de er lette at lave, fordi en rask reporter sagtens kan finde folk, som er villige til at være modeller. Og selv uden konstruktioner skal det nok være muligt at finde eksempler på ansvarsløs omgang med Paration. Men enkeltstående tilfælde har ingen beviskraft. De siger navnlig ikke noget som helst om den uafviselige værdi, et så billigt sprøjtemiddel kan have i fattige lande, hvor man ikke har råd til de dyrere stoffer, der også kan redde den umistelige høst i hus.

Mest modvilje af alle sprøjtemidler vækker vist Round Up, dybest set måske fordi det produceres af et kæmpestort amerikansk firma. Jeg husker engang, jeg faldt i snak med en kollega, der er ivrig havedyrker. Hun døjede noget med skvalderkål og brændenælder, og jeg spurgte, hvorfor hun ikke gav dem en gang Round Up. Det afviste hun med afsky, hun brugte sandelig ikke sprøjtegifte. Lidt forinden havde hun nævnt, at sæbevand var fortræffeligt til at bekæmpe bladlus på roserne.

Jeg vil tro, hun har anset Round Up for frygtelig giftigt i modsætning til sæbevand. Det er det ikke. Man skal undgå at drikke Round Up i større mængder, men det er ikke på grund af dens indhold af den aktive plantegift, Glyfosat, der er mindre sundhedsskadeligt end salt – kogesalt. Faren ligger i, at Round Up indeholder sulfosæbe (til at åbne vejen på planternes overflade for Glyfosaten), som i større slurke er farligt. Ja, men så siver Round Up ned til grundvandet. Nej. For det nedbrydes hurtigt til AMPA, der er endnu mindre skadeligt og for resten opsuges af leren i jordlagene.

Af gode grunde er Round Up ikke blevet forbudt herhjemme. Selv de mest troende i Miljøministeriet og dets organer er klar over, at det ikke vil være politisk klogt at reducere landbrugets høstudbytter og juletræsproducenternes eksportmuligheder.

Men der er andre godmodige stoffer, man gladelig har forbudt med religiøs iver. Det gælder et fortræffeligt stof som Diklorbenil, bedre kendt under handelsnavne som Prefix, der for eksempel kan holde flisegange, gårdspladser, baneskråninger og så videre fri for græs og ukrudt. Inden forbudet satte man grænsen for det acceptable indhold af Diklorbenils nedbrydningsstof BAM i grundvandet (hvortil det var kommet fra steder tæt på vandboringer) til 0,1 mikrogram, eller 0,1 milliontedel gram pr. liter. Det giver en koncentration svarende til opløsningen af en (lidt mere giftig) albyltablet i to olympiske svømmebassiner.

Hvis det afgørende nu virkelig var bekymringen over mikroskopiske mængder af AMPA og BAM i grundvandet, kunne de med største lethed og for ganske små penge fjernes ved hjælp af et kulfilter. Men nej, det må ikke ske. Grundvand skal bare være rent. Helt af sig selv, det må ikke filtreres. Det vil sige – man må gerne bruge filtre til at fjerne okker, og det gør man på fuld kraft, inden vandet pumpes ud til forbrugerne. Store mængder okker må fjernes »kunstigt« – men ikke minimale mængder af rester fra sprøjtemidler. I stedet forlanger myndighederne de »ramte« vandboringer lukket og nye etableret, hvad der har kostet hundreder af millioner kroner. Intet andet end dyb religiøsitet kan forklare den slags bestemmelser, der ikke alene er blottet for fornuft, men direkte strider mod enhver fornuft.

Det er dette vanvid, Rachel Carson har bidraget væsentligt til. Hun førte sin kamp med dokumentation og klar fornuft, men det er endt med, at offentligheden er blevet grebet af renlivet overtro, som ingen argumenter bider på, og i en sådan grad at myndighederne – der skulle holde hovedet koldt – hopper med på vognen og forkynder den rene lære gennem totalt tåbelige forbud.

En afledt virkning er begejstringen for alt, hvad der kaldes økologisk. Jeg påstår ikke, at økologiske varer aldrig er bedre end dem, som ikke er økologiske. Jeg kender økologisk smør, som smager væsentlig bedre end det lurpakkede – men det er ikke, fordi det er økologisk, det kommer af, at dét smør er kærnet rigtigt og ikke på den letteste, industrielle måde. Der er også visse økologiske grøntsager – ikke dem alle – som smager bedre end de almindelige masseprodukter. Men det er udslag af skrækkelig overtro, at økologiske varer skulle være sundere end de ikke-økologiske, det er der intet videnskabeligt belæg for.

Man tror åbenbart, at sundheden afhænger af fremstillingsformen. Men mennesket har nu engang smags- og lugtesanserne til at vejlede sig med hensyn til, hvad der er sundt at spise.

Denne artikel blev trykt i Weekendavisen NR. 05, 1. - 7. februar 2008.