Indledningsvist bemærker jeg, at min faglige baggrund for vurdering af et projekt til godkendelse af en génmodificeret plante ikke er tilstrækkelig til konkret at anbefale eller fraråde. Det samme gælder imidlertid langt de fleste politikere, som til sin tid skal stemme om det. Men vi har valgt dem som vore repræsentanter på godt og ondt - ind til videre!
Til gengæld kender jeg noget til den politiske beslutningsproces, og den er naturligt nok netop politisk. Dvs. at der indgår mange overvejelser i den, herunder også folkestemninger. Alle aktører ved, at nogle emner ikke let lader sig forklare for borgerne. De må derfor forsimple dem, evt. dæmonisere de emner, som de tager afstand fra og vil forhindre. GM-planter er et sådant emne.
Personligt finder jeg dem interessante i det omfang de kan nedbringe forbruget af planteværn, samt hvis de kan øge værdien af planterne som foder eller fødevarer med begrænsning af arealanvendelsen til følge. Det sidstnævnte aspekt har også betydning for naturbevaring, ikke mindst i udviklingslandene (regnskove, sumpområder etc.) Det betyder dog ikke, at jeg bortser fra mulige risici. Men det er utroligt svært for lægmand at vurdere hvad der er reelt, og hvad der er aktørernes "spin". Det vil det sikkert også være for politikerne, der som bekendt skal stå til regnskab for vælgerne ved efterfølgende valg. Dermed er de sat i et svært dilemma: Vil det i spørgsmålet om løsning af fødevarekrisen være klogest at vente til tiden er "moden", dvs. at der ikke er andre muligheder end at godkende brugen af GM-planter? Svaret er politikernes, ikke mit.
Ind til det foreligger, må forskerne bruge tiden bedst muligt, blandt andet til at popularisere forskningsresultater og undersøgelser - sådan som denne website er et skridt hen mod. Jeg ved selvfølgelig, at det ikke er fristende at deltage i den offentlige polemik, hvor man udsættes for al mulig mistænkeliggørelse. Der er blot ingen vej uden om. Enten gør man det, eller også udebliver forskningspengene på et tidspunkt. Mit råd til forskerne er at være proaktive, og dermed vælge kamppladsen selv - fremfor at lade sig presse i defensiven hele tiden. Modstanderne af GM-planter har ind til nu med lobbyister i parlamenter og i forhold til medierne, samt ikke mindst tusindvis af ulønnede aktivister, haft det meste af banen for sig selv. Resultatet taler for sig selv. Om kort tid er det måske for sent at handle, og verden står i en endnu alvorligere fødevarekrise, som resulterer i konflikter, der kan blive katastrofale.

I forbindelse med at et flertal i Folketinget bestående af bl.a. Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil pålægge Regeringen at stemme imod godkendelse af antibiotikaresistente genmodificerede planter i EU, er det værd at tænke lidt nærmere over emnet i relation til almindelig kendt viden, forsigtighedsprincipper og hvilke forventninger man kan have til sagligheden i de informationer offentligheden og politikkere får fra offentlige forskningsinstitutioner.

Forsigtighed i form af omtanke er fornuftigt når forsigtigheden tager udgangspunkt i indsigt i den foreliggende viden, men når forsigtighed bygger på at man ikke gider sætte sig ind i tingene, på fordomme, uvidenhed, skræmmekampagner, modvilje mod forandring, følelsesmæssig manipulation eller intellektuel dovenskab bliver tingene meget problematiske.

Denne historie med forbud mod genmodificerede planter, der indeholder antibiotikaresistensgener, er et godt eksempel på hvor løst funderet det grundlag, som politikkere tager selv meget betydningsfulde beslutninger på, kan være.

Man kan være bange og bekymret uden at forholde sig til virkeligheden, og er man bange og bekymret bliver man derved et let offer for manipulation, idet alle mulige skræmmebilleder kan fremmanes. Selv når forbindelsen til virkelighedens farer er fri fantasi forstærker det irrationelle element kun frygten og angsten.

Kan man (firmaer, journalister, medier, forskere, politikkere, interesseorganisationer mv.) hensætte folk i den tilstand af angst og frygt, kan de derefter ret frit manipulere med "de banges" holdninger og synspunkter samt få en masse opmærksomhed i medierne. Er man kommet der til behøver der ikke længere være nogen forbindelse til virkeligheden. Man skelner ikke længere mellem der seriøse og det useriøse. Det er selvfølgelig vigtigt at tage frygt alvorligt, men disse forhold gør at man nødvendigvis må forholde sig nogenlunde konkret, sagligt og videnskabeligt til problemstillinger, hvor angst og frygt er bragt i spil uden at det har baggrund i reelle hændelser. I den sammenhæng må man i det mindste kunne forlange at repræsentatenter for offentlige institutioner udtaler sig på et nuanceret og videnskaligt velfunderet grundlag, når man repræsenterer en institution, der arbejder indenfor disse rammer.

Når der er tale om dyrkning af genmodificerede planter med antibiotikaresistensgener er virkeligheden ikke at en masse mennesker eller dyr er påvirket, er blevet skadet direkte eller indirekte eller at der under naturlige forhold er spredt antibiotikaresistensgener til sygdomsfremkaldende bakterier.

Der er mig bekendt ikke et eneste eksempel på nogen som helst skadevirkning. Dette skal ses i sammenhæng med at der igennem årene er dyrket planter med antibiotikaresistensgener på enorme arealer. Der er ikke påvist problemer af nogen art i den sammenhæng. Og netop udvikling og spredning af antibiotikaresistens er jo noget af det man følger og analyserer på alle mulige måder.

Det ville formodentlig være forbundet med stor videnskabelig anerkendelse/ berømmelse, hvis man kunne påvise skadevirkninger i form af spredning af resistensgener fra dyrkede planter til bakterier under naturlige forhold. Det ville indebære afdækning af nye principper for evolution og opdagelse af hidtil ukendte processer indenfor genetikken mv., så det er formodentlig ikke manglende forskningsmæssig indsats og interesse, der er årsagen til at man ikke har kunnet påvise nogen som helst skadevirkninger.

Hertil kommer så at heller ikke ud fra teoretiske vinkler har internationale forskere og institutioner, der har kompetance indenfor genspredning, været betænkelige ved at godkende disse planter i EU og USA - lande med meget restriktive og krævende godkendelsesprocedurer i forbindelse med genmodificerede plantesorter.

På trods af alt dette udtaler lederen af antibiotikaforskningen ved Statens Serum Institut, speciallæge, dr. med Niels Frimodt-Møller, at han er bekymret ved at man dyrker genmodificerede kartoffelplanter, der indeholder antibiotikaresistensgener, og at han er bekymret for brug af markører baseret på antibiotikaresistens ( se f.eks. http://ing.dk/artikel/88024?nyhedsbrev).

Dette skal ses i lyset af at spredning af antibiotikaresistens(-gener) er et meget alvorligt problem, som betyder at massevis af mennesker bliver uhelbredeligt syge og dør. Det kan således ikke være mangel på reelle og påtrængende arbejds- og forskningsopgaver i forbindelse med antibiotikaresistens, der er baggrund for udtalelesen.

Til trods for at Niels Frimodt-Møller i egne publikationer beskriver, at multiresistente tuberkulose-bakterier ofte allerede er resistente overfor aminoglykosider (Se Ugeskrift for læger), der er den antibiotikagruppe, som nogle genmodificerede planter indeholder et resistensgen overfor, giver han udtryk for, at han er bekymret for at godkendelse af planter med antibiotikaresistensgener kan føre til at det bliver vanskeligere at behandle tuberkulose. Hvordan antbiotikaresistensgener fra planter (eukaryoter), som jo ikke uden videre kan overføres til eller fungere i en bakterie (prokaryot) og som aldrig er påvist at spredes fra dyrkede planter til bakterier kan være et problem, når tuberkulose-bakterien allerede har resistensgener mod denne form for antibiotika, beskæftiger Frimondt-Møller sig ikke med at forklare. Det ville ellers have været oplagt. Tilsyneladende er Frimondt-Møller heller ikke klar over at planter fra naturens side er resistente overfor en række aminoglycosider og mange andre antibiotika. Ja det er endda påvist, at der også forekommer gener, der giver resistens mod f.eks. aminoglycosidet, kanamycin, i helt almindelige vilde planter, der ikke er genmodificerede ( se f.eks. Science Direct).
Niels Frimodt-Møller udtrykker imidlertid kun bekymring for spredning af et gen, som kun optræder i en ganske lille del af planteriget, men iøvrigt også er vidt udbredt i de mikroorganismer, der lever i menneskers mave-tarm-system og hvorfra genet må have meget meget større sandsynlighed for at spredes til de sygdomsfremkaldende bakterier, der endnu ikke har denne resistens.
Almindelige mennesker, der følger med i medierne, kan sikkert let følge og tage del i Frimondt-Møllers bekymringer, mens det sikkert er noget sværere for videnskabeligt funderede mennesker. Ud fra videnskabelige vinkler er det meget svært at følge Niels Frimodt-Møller, hvilket ville være helt tilgiveligt, hvis der blot var tale om private strø-tanker og private bekymringer baseret på hans indtryk og informationer fra aviser og populære medier, hvor de mest utrolige historier om genmodificerede planter jævnligt optræder på linie med vilde beretninger om dræbersnegle og saftige historier om Anni og Erik osv.

Imidlertid er det som repræsentant for Statens Serum Institut Niels Frimodt-Møller udtaler sig til medierne og åbenbart også til Folketingets politikere i Fødevareudvalget og så vil de fleste nok forvente en vis saglighed og at problematikken bliver sat i et realistisk perspektiv. Det kunne være interessant at vide om institutionen Statens Serum Institut virkeligt kan stå inde for udtalelser til Folketinget og medierne, som ikke er fagligt og videnskabeligt funderede, men måske blot bidrager til at skabe ubegrundet frygt i befolkningen på niveau med historier om dræbersneglene og meget andet – samt udgør et tvivlsomt beslutningsgrundlag for politikkerne i Folketinget? Skulle det være tilfældet har vi klart et behov for en ny og mere sagligt og videnskabeligt baseret statslig institution til at varetage den mere faglige og saglige kommunikation med politikkere og offentligheden indenfor området.

Hvis Frimodt-Møller er optaget af arbejdet med at begrænse udbredelse af antibiotikaresistens, kommer jeg til at tænke på, om det ikke ville have været bedre, om han havde været i medierne og udtrykt sin bekymring for de reelle problemer i forbindelse med udbredelse af antibiotikaresistens i virkelighedens verden? Jeg kommer også til at tænke på, at han sikkert ved en masse om antibiotikaresistens i mikroorganismer, men ikke så meget om forekomst af antibiotikaresistensgener i højere organismer såsom planter og tilsyneladende heller ikke har særlig stor indsigt i den videnskab, der beskæftiger sig med spredning af gener mellem meget fjerntstående arter. For mig er det derfor gådefuldt, hvorfor han udtaler sig, som han gør.

Dyr og mennesker har jo ligesom planter helt naturlige gener, der er involveret i at metabolisere/ borttransportere de antibiotikatyper som anvendes til mennesker. Ville det mon ikke være mere nærliggende at antibiotikaresistengener så ville bliver overført fra mennesker og dyr til de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, hvis genoverførsel mellem fjerntstående arter kan spille nogen som helst rolle i forbindelse med udbredelse af antibiotikaresistens?

Hvorfor er Frimondt-Møller i det hele taget bekymret for at gener spredes via en meget hypotetisk spredningsvej, når man ved at mange sygdomsfremkaldende bakterier (hvis ikke alle), allerede som gruppe indeholder resistensgener mod de fleste (eller alle) de eksisterende antibiotikatyper. I mange tilfælde opstår resistensgener mod antibiotika helt spontant og de spreder sig så i de miljøer hvori der findes antibiotika - f.eks. på sygehuse og i naturen. Hvorfor ikke beskæftige sig med de reelle årsager til at man har problemer med antibiotikaresistens? Det er uhyre simpelt at selektere antibiotika-resistente bakterier, så hvorfor man lige frygter en helt sikkert meget ineffektiv og ret så hypotetisk måde at få problemer med antibiotikaresistens på, er ikke så let at forstå.

Mange almindeligt anvendte antibiotikatyper såsom visse penicillintyper mv er almindeligt forekommende stoffer i naturen - de er oprindeligt isoleret fra vildtlevende mikroorganismer - og det vil mange af de kommende/nye antibiotikatyper også blive for naturen er fyldt med naturlige antibiotiske stoffer.

I naturen optræder også altid de tilsvarende resistensgener mod antibiotika : en særlig gruppe af naturlige resistensgener er de gener, der er involveret i nedbrydning af antibiotikaforbindelsen. Fandtes sådanne gener ikke ville de naturlige antibiotika jo ophobes i naturen - eller sive ned i grundvandet. Heller ikke det er påvist. Eftersom de syntetiske antibiotika-typer heller ikke ophobes i miljøet forekommer der også tilsvarende resistens- og nedbrydningsgener for dem i menneskets mikroflora eller f.eks. i rensningsanlæg/naturen. Antibiotikaresistens og antibiotikaresistensgener er således vidt udbredt overalt i menneskets mikroflora og vore omgivelser.

Hvis man virkelig vil frygte genoverførsel mellem planter og (sygdomsfremkaldende) bakterier, der lever i mennesker kan jeg foreslå at man frygter at en bakterie optager det DNA fra amerikansk olieplante som koder for ricin - et af verdens allergiftigste stoffer. Og amerikansk olieplante dyrkes også i meget stort omfang. Eller tænk hvis et gen der koder for protease eller RNase (der findes overalt i planter og alle andre organismer) optages af en influenzavirus, hvorefter denne virus bliver i stand til at ødelægge/passificere enhver menneskecelle, eller hvad hvis influenza-virus optager et gen, der gør den celle influenza-virus'en lever i til en kræftcelle (hvorved udbredelsen af den pågældende influenza-virus forøges) ...

Vil man være bange er der således nok at være bange for. Der er millioner af gener man kan være bange for spredes til bakterier og virus, der lever i mennesker - hvorfor det lige er et bestemt gen, der findes i nogle enkelte genmodificerede plantesorter man frygter, er for mig at se gådefuldt ud fra en rent videnskabelig betragtning ...

Som medansvarlig i udformningen af den danske risikovurdering af gensplejsede organismer har jeg lyst til at knytte nogle kommentarer og tilføjelser til de foregående indlæg. Det er korrekt at der har været nogle uafklarede forskelle mellem de konklusioner man kunne drage af udtalelser fra EFSA og EMEA, men disse er, når man læser de fulde tekster og kender baggrunden for EFSA’s udtalelser, at betegne som mindre forskelle der efter en nærmere forklaring fra EFSA (bl.a. efter ønske fra undertegnede) ikke kan betegnes som uenighed.

Det er vigtigt at slå fast at den danske og EFSA’s risikovurdering af nptII genet (kanamycin resistens) er og har hele tiden været den samme nemlig, at dette gen i planter ikke bidrager til puljen af de tilsvarende naturligt forekommende gener i bakterier. Hvis man ser på de danske undersøgelser over forekomst af resistensgener i bl.a. dansk og udenlands kød samt i bakterier fra raske mennesker (DANMAP 2006) ses at kanamycin resistens er vidt udbredt. Vores vurdering er baseret på dette sammenholdt med, at der foreligger en række undersøgelser for overførsel af gener fra planter til bakterier der kun kan føre til én konklusion nemlig - at denne overførsel i naturen hvis den finder sted foregår med meget lav frekvens. Hvis man forsøger at lave nogle beregninger på betydningen for det værst tænkelige scenario kommer man frem til at bidraget fra GM-planter med genet er en ny resistens bakterie for hver 10 millioner bakterier som i forvejen har denne resistens. Der er her det kan være meget vanskeligt at forstå udtalelser fra personer om, at disse resistensgener ikke burde godkendes i planter til markedsføring. Jeg har flere gange stødt på sådanne udtalelser fra bl.a. læger hvis bekymring omkring spredning af antibiotikaresistens jeg deler og som derfor er inddraget i risikovurderingen. Senest var det som nævnt Niels Frimodt-Møller (NFM) der kom med sådanne udtalelser. Problemet er at de samme personer ikke kan siges at have et særlig godt kendskab til gensplejsede planter, overførsel af gener fra planter til mikroorganismer eller at have lavet forskning på området. Jeg mangler en forklaring bl.a. fra NFM på hvorfor en ”worst-case” som skitseret ovenfor kan betegnes som bekymrende. Det virker som om man kun er bekymret for den eventuelle ene resistente bakterie og ikke de 10 millioner andre naturlig forekommende!

Problemet er her dels at eksperterne ikke altid begrænser deres udtalelser til deres område og dels at politikerne ikke skelner mellem forskellige eksperter. Det første mener jeg er det største problem hvor eksperter med udtalelser uden for deres område først og fremmest mister deres egen troværdighed og dernæst er medvirkende til at undergrave troværdigheden af eksperter generelt. Hvis udtalelserne fra NFM er baseret på et forsigtighedsprincip er det fremsat på et område han ikke har grundlag for at vurdere og desuden den beslutning der skal tages politisk.

Motiverne til denne indblanding kan måske skyldes det som Carsten Friskytte er lidt inde på når han nævner at forskerne skal popularisere og gøre sig synlige ”eller også udebliver forskningspengene”.

En politisk beslutning om at forbyde disse resistensgener kan jeg således kun se som en ren politisk beslutning. Om beslutningen ville have været en anden uden udtalelserne fra NFM tvivler jeg på, men det er yderst beklageligt at denne ufaglige udtalelse netop falder på det tidspunkt hvor det efter min mening var afklaret at der ikke var en uenighed mellem EFSA og EMEA. Det er meget lettere at acceptere en ren politisk beslutning frem for en politisk beslutning baseret fejlagtige faglige vurderinger. Når det er sagt så mangler en hel anden side af sagen nemlig hvilke gener eller teknikker vil blive anvendt i stedet for og hvilke eventuelle positive gevinster kan der fremhæves på de gensplejsede planter vi aktuelt har behandlet og vil behandle med antibiotikaresistensgener. Det er efter min mening ikke omkostningsfrit at forbyde planter med antibiotikaresistens, men det tillægges mindre betydning i den politiske beslutning og er slet ikke medtaget i udtalelserne fra NFM.

Kommentar til gmo-debat.

Niels Frimodt-Møller, professor, overlæge dr.med.

Statens Serum Institut

Det er vist noget af en hvepserede, jeg har stukket hånden ned i. Det er ikke småting, jeg bliver beskyldt for: Uvidenskabelig; udtaler mig om ting, jeg ikke har forstand på; ingen indsigt i den videnskab, der har med spredning af gener…; ingen forstand på genoverførsel...; og mit motiv er at gøre mig synlig for at få flere forskningspenge; Serum Instituttet burde faktisk fyre mig på stedet osv. osv.

Jeg har stor respekt for den type risikovurdering, som Jan Pedersen foretager; jeg er ligefrem glad for, at vi har statsfinansierede (håber jeg?) eksperter, der koncentrerer sig om den slags arbejde, for det er enormt svært og ikke særlig nemt at kommunikere videre. Jeg forstår egentlig ikke, at hvis jeg er sådan en idiot, der ikke har forstand på noget som helst – og slet ikke dette område, som alle andre har enorm forstand på – at min ydmyge udtalelse om bekymring, som kun kommer frem, fordi jeg bliver spurgt om det (jeg har ikke selv på noget tidspunkt kontaktet pressen om dette emne) i en høring i Fødevareudvalget, vækker en sådan vrede, at man er nødt til at svine min person til med allehånde mistænkeliggørelse om motiver mm. Hvis jeg har så uret, som det påstås, burde det være nemt at overbevise politikkerne om det rigtige i sagen; at der ikke er noget problem, og at vi bare kan cykle videre med gm-planter af enhver slags.

Jeg blev oprindelig spurgt om at fortælle om resistensproblemet set fra den humane synsvinkel, men også om min holdning til resistensgener i gm-planter. Nu er jeg ikke den første, der udtrykker bekymring for dette område, og den videnskabelige litteratur er rig på diverse analyser om risikoen. Der er også undersøgelser, der viser (men med alle mulige forbehold), at DNA kan gå fra planteceller til bakterier (egentlig ikke så mærkeligt, når det omvendte har været kendt længe og anvendes til at lave gm-planter ). Resistensgener fra planteceller, som insektlarver har spist af, kan påvises i larvernes ekskrementer. En række humanpatogene bakterier, både grampositive og – negative, kan transformere (nogle gør det uhyre effektivt, hele tiden), altså optage fremmed DNA, som kunne indeholde resistensgener. Der forekommer mange resistensgener i bakterier i forvejen ! Ja, men ikke altid der, hvor antibiotika kommer til og selekterer. Ifølge DANMAP rapporten for 2006 er neomycin-resistensen hos E. coli fra raske danske grise omkring 6%. Hvis man vil fodre alle grise med noget nptII-holdigt foder, udsætter man altså de resterende 94% af grisene for en resistensfaktor, de ikke nødvendigvis havde set tidligere. Samtidig behandles mange af dem med neomycin, altså det antibiotikum, som netop vil selektere for dette gen. Hvordan kan dette have indflydelse på tuberkulose-behandling ? Jeg forestiller mig ikke, at der kommer mykobakterier forbi grisens tarm og tager resistensgenet op. Men vejen for en resistensfaktor i én bakterie fra en gris eller kyllings tarm til en anden patogen bakterie i en infektion hos et menneske er vist flere gange før, f.eks. vanA genet fra Enterococcus faecium til Staphylococcus aureus. Dette fremførte vi tidligt bekymring for omkring vækstfremmersagen tilbage i starten af 1990´erne – og blev også den gang svinet til, kaldt idioter, uvidenskabelige, vidste ikke hvad vi talte om, havde skjulte motiver om forskningsmidler osv. osv.

Så jeg vil forbeholde mig min ret til at være bekymret – men hvis risikoanalyser kan vise, at der ikke er noget problem indtil videre, og betydningen af gm-planter er uvurderlig for menneskeheden, og man fx bygger et kontrolsystem op til at monitorere udviklingen på en fornuftig måde, så må Jan Pedersen og kolleger tage det ansvar at overbevise politikkerne om det.

Det er positivt at Niels Frimodt-Møller (NFM) nu her på planteforskning.dk uddyber hvori hans bekymringer, vedrørende de antibiotikaresistente genmodificerede planter, består.

NFM anfører at det, der bekymrer ham er, at selvom 6% af danske grise allerede har resistente E. coli – bakterier, så vil de resterende grise blive udsat for ”en resistensfaktor de ikke nødvendigvis har set før” (når de fodres med GM-planter, der indeholder nptII-genet, der giver resistens mod visse antibiotika-typer indenfor aminoglycosidgruppen).

Hvis NFM kigger på de øvrige tabeller over forekomst af antibiotikaresistens i DANMAP 2006 (http://www.danmap.org/pdfFiles/Danmap_2006.pdf), vil han se at mange flere grise indeholder bakterier, der allerede er resistente overfor de aminoglycosider som nptII-genet kan give resistens imod.

Således er der i 25% af alle grise Enterococcus faecium med den pågældende resistens, og 23% af alle grise har resistente Enterococcus faecalis. Der er altså mange flere end de 6% af grisene der allerede har den resistensfaktor, som NFM er bekymret for skal overføres fra planter til bakterier.

Hvis tre ud af hundredevis af bakteriestammer, som findes hos grise, allerede er resistente, er det ikke svært at forestille sig, at man skal være heldig for at finde en eneste gris, der ikke allerede har denne resistens. Hvis den ellers findes er det altså i en sådan gris, at NFM er bekymret for at at plantegenet kan skabe resistente bakterier.

NFM forestiller sig dog at overførsel af resistensgenet til f.eks. tuberkulosebakterier ikke kan ske direkte fra GM-planterne, men at det i stedet f.eks. overføres til mennesker via Enterococcus faecium.

I DANMAP-undersøgelsen, som NFM selv citerer, kan man se, at 13% af alle raske mennesker allerede har Enterococcus faecium, der er resitente imod et af de aminoglycosider (kanamycin), som NPTII har som substrat. Den teorestiske og under alle omstændigheder ekstremt lidt sandsynlige resistensoverførsel, som fodring med GM-plantematerialet kunne bevirke, er altså helt uden betydning, når resistensen allerede er vidt udbredt i de bakterier, der ifølge NFM kunne overføres resistensen til sygdomsfremkaldende bakterier hos mennesker.

Af DANMAP 2006 – rapporten fremgør iøvrigt også at resistensen allerede findes i sygdomsfremkaldende multiresistente S. aureus, den sygdomsfremkaldende bakterieart, som NFM ellers kunne forestille sig at resistensgenet kunne overføres til fra Enterococcus faecium.

Under overskriften ”Gen-kartoffel kan true kampen mod tuberkulose” i Information 16. maj udtaler NFM han er bekymret for ”genkartoflen med antibiotikaresistens” og denne bekymring vedrører bl.a. at man i behandlingen af resistente tuberkulosebakterier bruger en af de antibiotikatyper, som ”genkartoflen” er resistent overfor.

Når vi ved, at der allerede er udbredt resistens i en af de bakteriearter NFM frygter kan være mellemled for spredningen af resistensen fra planter til tuberkulosebakterier, og når NFM, tilmed i sin egen publikation i Ugeskrift for Læger, skriver at resistensen også allerede findes i multiresistente tuberkulosebakterier, er det svært at forstå, hvorfor NFM så er bekymret for, at en ekstremt sjælden begivenhed, som overførsel af resistens fra planter til disse bakterier, skulle have betydning for forekomsten af resistente tuberkulosebakterier. Forhåbentlig er NFM ekstremt meget mere bekymret for at den resistens mod de pågældende aminoglykosider, der allerede findes i tuberkulosebakterier mv., spredes yderligere, da sandsynlighden herfor må være millioner af gange større.

Tilsyneladende ved NFM ikke at de pågældende kartofler er stivelsekartofler og ikke skal bruges til fødevarer og/eller at restproduktet efter stivelseproduktionen, pulpen, ikke anvendes som grisefoder – det jo for grise ufordøjelige fiberstoffer såsom cellulose o.lign. der er tilbage når det meste af stivelsen mv. er fjernet. Stivelsen fra kartoflerne skal ifølge BASF bruges til tekniske anvendelser – altså hverkende til foder eller fødevarer ( se f.eks. http://www.corporate.basf.com/en/stories/loesungen/amflora/start.htm?id=V00-U*lvMCLA.bcp2Vw ). NFM kan altså umuligt have sat sig ind i de ting han er bekymret for, men udtaler sig alligevel til medier mv. om sine ufunderede bekymringer.

NFM efterlyser risikoanalyser vedrørende spredning af nptII-genet fra de genmodificerede planter, hvilket kunne indikere, at NFM på trods af at det ret klart fremgår af Jan Pedersens indlæg, heller ikke er klar over, at de er lavet for længst.

Disse undersøgelser viser at selvom det ekstremt sjældent skulle ske at nptII-genet kan/bliver overført fra planter til grise eller direkte fra planter til mennesker, er det uden betydning, da menneskets mave-tarm-system allerede indeholder 1000 milliarder kanamycin-resistente bakterier (se f.eks. http://agron.scijournals.org/cgi/reprint/92/4/793.pdf og referencer deri).

Det er endvidere beregnet at spiser mennesker f.eks. tomater der indeholder nptII-genet vil det i værste fald føre til en forøgelse af antallet resistente bakterier med en milliontedel procent. En forøgelse der selvfølgelig er fuldstændig umålelig og helt uden betydning. Man har desuden beregnet at et gennemsnitsmenneske dagligt indtager 1,2 millioner bakterier der indeholder nptII-genet hver dag. Disse 1,2 millioner bakterier stammer hovedsaligt fra jordbakterier på grøntsager.

På denne baggrund må der være tale om ”en svipser” når NFM udtrykker sin bekymring for at nptII-genet fra genmodificerede planter skal spredes til bakterier hos mennesker.

I hvert fald er det er således meningsløst at være bekymret for at denne resistens skulle blive overført til bakterier hos mennesket, når vi allerede har milliarder af mikroorganismer, der indeholder resistensen og indtager bakterier med nptII-genet..

NFM mener at det bør være nemt for andre at overbevise politikerne om disse ting, hvis han har uret. Det er efter mine begreber at vende sagen på hovedet. Politikerne skal da kunne have tillid til, at når en professor dr. med., der er leder af antibiotikaforskningen ved Statens Seruminstitut, udtrykker en bekymring, så kan de regne med at der er tale om en videnskabligt velfunderet bekymring. Det må være NFM’s opgave at ajourføre de informationer han har givet til Folketinget og medierne på en sober måde.

Antibiotikaresistens er et meget alvorligt problem og det er af allerhøjeste vigtighed, at der gøres en stor indsats for at begrænse spredningen, og derfor må det være særligt vigtigt, at man beskæftiger sig med de reelle problemstillinger og ikke problemstillinger der ud fra risikoanalyser og videnskabelig tilgang til emnet er helt uden betydning.

Iøvrigt kan jeg oplyse at jeg er medopfinder af en teknologi der gør det muligt at fremstille transgene planter uden brug af antibiotika- eller herbicidresistensgener (se f.eks. http://www.tmri.org/en/partnership/posi_home.aspx ), så jeg har sådan set ingen personlig interesse i at gøre opmærksom på, at der ikke er problemer med at dyrke genmodificerede planter, der indeholder nptII-genet. Jeg har heller ingen personlige grunde til at kritisere NFM’s håndtering af denne sag, men jeg har et personligt ønske om at de informationer man fremfører overfor Folketinget og medierne som leder af Statens Seruminstitut og som professor er saglige og videnskabeligt velunderbyggede.

Med en dags forsinkelse pga net-problemer er her mine kommentarer til Niels Frimodt-Møllers (NFM) indlæg.

Jeg stiller ikke spørgsmål ved udtalelser der bliver fremsat af en ekspert som NFM på hans område bl.a. med udtalelser om vigtigheden af at mindske udbredelsen af antibiotikaresistens i mikroorganismer og vurderingen af hvor vigtig de enkelte antibiotika er nu og i fremtiden for behandling af bakterielle sygdomme er udtalelser. Tværtimod har vi brug for denne ekspertise og jeg inddrager dem i vores risikovurdering. Tilsvarende har EFSA efter min opfattelse taget sådanne udtalelser og vurderinger med ind i deres overordnede vurdering og ikke sat spørgsmål ved disse udtalelser. Jeg har på et møde hørt NFM udtale, at han ikke havde ekspertise på området vedrørende overførsel af gener fra planter til mikroorganismer og det er bl.a. det jeg henviser til når jeg siger NFM går ud over sin ekspertise. Hvis jeg bliver spurgt om at komme med udtalelser som ligger ud over min ekspertise gør jeg det ganske klart om det er mit faglige område eller om mine udtalelser er personlige og ikke skal betragtes som en faglig udtalelse. Hvis vi på Fødevareinstituttet kom med udtalelser der ikke var faglig begrundet eller ligger uden for vores ekspertise ville vi sandsynligvis også være tæt på fyring. Med hensyn til NFM’s eksempel med grise og resistens overfor neomycin med DANMAP som kilde er jeg lidt forundret. Man kan ikke konkludere ud fra den overvågning, at der ikke eksisterer et eneste neomycin resistensgen i 94% af grisene. Dels er hele grisenes tarmflora ikke undersøgt, dels kan generne være til stede uden at være aktive af forskellige årsager og dels kan der jo være andre bakterier end E. coli som indeholder resistensgenerne. Det sidste fremgår af den samme DANMAP rapport. Dette skal sammenholdes med, at der ikke findes et eksempel på, at der sker overførsel fra planter til mikroorganismer i naturen af hele gener hvilket må finde sted hvis de omtalte gener skal have effekt. Overførsel af DNA kan ikke anses for at være tilstrækkeligt for en udtalelse om at gener er overført. Ikke desto mindre er vores risikovurdering baseret på at det vil ske. Dette er baseret på videnskabelige undersøgelser og ikke en formodning om at når bakterier kan overføre gener til planter så må det omvendte også være tilfældet. Der er tale om helt forskellige mekanismer og jeg meget svært ved at forstå en udtalelse om at det ikke er så mærkeligt at den ene proces kan finde sted ud fra at den omvendte er kendt. Her skal man anvende undersøgelser om ligheder mellem gener i mikroorganismer og planter der kan sandsynliggøre at der i evolutionens forløb er fundet overførsel sted. De mange videnskabelige undersøgelser som NFM refererer til viser risikoen på dette område er jeg ikke bekendt med og vil meget gerne have referencerne. Derimod er jeg bekendt med flere videnskabelige artikler der er kritisk overfor GMO, men hvor konklusionerne ikke holder ved nærmere eftersyn. Når NFM nævner at vi skal tage ansvaret for overbevise at politikerne om at det ikke er noget problem med antibiotikaresistensgener i planter så er det netop det vi forsøger og vi påtager os det fulde ansvar for risikovurderingen, men desværre er der hele tiden udtalelser fra personer uden den faglige indsigt som kommer med modsat rettede udtalelser, hvilket som NFM udmærket ved kan bruges af bl.a. medier, politikere og andre til at så tvivl om en risikovurdering. Jo, alle har ret til at være bekymret, men der er for mig stor forskel på om jeg som ekspert eller som anden person udtrykker min bekymring. I vores faglige risikovurderinger indgår beskrivelsen af usikkerheder hvorimod bekymringer for mig ikke hører hjemme i en risikovurdering. I det ansvar vi påtager os ligger også som her at tage diskussionen op og undersøge om der er nye oplysninger som vil ændre på vores risikovurdering. Jeg kan ikke se at der i denne diskussion er kommet nye oplysninger vi ikke tidligere har inddraget i vurderingen. Ideen om at monitere for overførsel har jeg stor sympati for hvis det ellers var muligt. Med mindre man finder på nye metoder er problemet umiddelbart det at hvis man screener for f.eks. kanamycinresistens står man med flere millioner ”falske” positive bakterier inden man kan gøre sig håb om en af dem er opstået fra et plantegen.

Under overskriften "Fødevarekrise og génsplejsningsfiduser" retter to forfattere i dagbladet Informatíon et angreb på det, de betegner som "industrialiseret landbrug" og "géntekindustrien". Som det meget ofte er tilfældet fra visse organisationers side, blander de flere problemstillinger sammen i en uskøn cocktail. Man kan formode, at det skyldes ønsket om at tale til følelserne, snarere end til rationalet. Jeg skrev en replik til avisen, men fik afslag på optagelse af den. Replikken har ingen faglig relkevans. Men jeg vælger at gøre den tilgængelig her (i forventning om redaktørens overbærenhed) som et eksempel på hvordan oplysninger selekteres i visse publikationer.

Økodrømme

I et skingert toneleje fortsætter Safania Eriksen og Bente Hessellund Andersen, begge NOAH, kampagnen mod gensplejsningens gyselige farer her i bladet 25/6. Undervejs vikler de sig ind i nogle modsigelser.
”Gén-splejsede afgrøder bruges typisk som husdyrfoder i rige lande og nu også til at fremstille agrobrændstoffer til de riges biler. De brødføder altså ikke mennesker i fattige lande”, skriver de.
Vi har alle fået at vide, at vi lever i en globaliseret verden. Og vi får at vide, at USA’s og EU’s landbrugspolitik er ødelæggende for tredjeverdenslandenes landbrugsproduktion. På en eller anden måde må fødevaremarkedet i den tredje verden få tilført produkter, der konkurrerer med landenes egen produktion. Det er altså ikke gén-splejsede produkter, thi de bliver brugt som husdyrfoder og agrobrændstoffer.
Det må formodes at dyrkning af afgrøder til sidstnævnte formål frigør produktion til fødevarer, som altså sælges på det globale marked, og ikke er gén-splejsede, men derimod konventionelle fødevarer. På kort sigt afhjælper det den aktuelle, presserende fødevarekrise, og de gén-splejsede afgrøder har derfor en berettigelse. På længere sigt er der behov for ændringer af WTO’s landbrugsaftale og ophævelse af subsidieordninger i primært USA og EU med henblik på at øge ulandenes egenproduktion.
Forfatterne antyder en sammenhæng mellem Monsanto’s frø og indiske bønders selvmord, men det lykkes dem ikke at etablere en årsagssammenhæng. Ingen tvinger eller narrer bønder til at købe frø hos Monsanto – i hvert fald ikke i højere grad end økologiske handelsfirmaer lokker eller narrer bønder til at indgå produktionsaftaler. At verden er forkert indrettet, kan vi konstatere, men ikke ændre – lige nu.
Bønderne kan når som helst anskaffe sig konventionel såsæd, ligesom det står dem frit for at organisere sig med forskellige formål; indkøb, kreditter, salg, transport etc. Ikke over alt er dette lige let for mennesker, der kun har få ressourcer at trække på. Men vi kan ikke vedblivende beskylde ”de multinationale” eller vore egne lande for alene at bære hele skylden for fødevarekrisen. Ulandene har også en del af ansvaret – blandt andet gennem bedre regeringsførelse og bekæmpelse af korruption!