Temaer

Temasiderne indeholder beskrivelser af forskellige problemstillinger indenfor overordnede emner. Der henvises til relevant materiale på Planteforskning.dk, og der er også henvisning til materiale på andre hjemmesider, samt henvisninger til universiteternes besøgsordninger mv.

Tema: Kvælstof

Eutrofiering er årsag til drastiske ændringer af floraen og dermed også faunaen i den danske natur. Det er primært kvælstof og fosfor, der volder problemer, og landbruget er den væsentligste kilde. I mange ulande er der udbredt mangel på kvælstof i jordbruget, og det begrænser fødevareproduktionen. Her er planters symbiose med kvælstoffikserende mikroorganismer uhyre vigtig. I dette tema fokuseres på planternes mange roller i kvælstofkredsløbet i både naturområder og i landbrugsproduktion.

Tema: Fosfor

Fosfor er igennem mange årtier blevet betragtet som et problem for det danske vandmiljø. Udledning af fosfat i kombination med kvælstof er da også den væsentligste årsag til algeopblomstringer og iltsvind i indre farvande og søer. Der er mindre fokus på, at fosfor er helt uundværligt for alle levende organismers stofskifte, og at verdens fosforressourcer vil blive udtømt om få årtier, hvis den ikke forvaltes på en mere hensigtsmæssig måde. Dette tema omhandler forskellige aspekter af fosforkredsløbet.

Tema: Gensplejsede planter

Gensplejsede planter har været genstand for en polariseret debat især i Europa. På Planteforskning.dk er "for-imod"-debatten aflyst. I stedet lægges op til en nuanceret dialog på grundlag af et solidt fagligt fundament. I dette tema henvises til materiale om denne teknologi og dens anvendelsesmuligheder.

Tema: Bioteknologiske metoder

Real-time PCR, 2D-gelektroforese og massespektometri. Hvad går moderne bioteknologiske eller molekylærbiologiske laboratoriemetoder ud på, og hvad kan man bruge dem til? Det er fokus for dette tema.

Tema: Bioaktive naturstoffer

Nogle planter dufter og smager godt, andre smager bittert eller er dødeligt giftige. Disse karakteristiske egenskaber hos forskellige plantearter skyldes som regel indholdsstoffer, som ikke indgår i planternes primære metabolisme. Vi ser på biokemien og undersøger hvorfor planter laver disse stoffer.

Tema: Når planter bliver syge

Plantesygdomme, som skyldes angreb af svampe og andre mikroorganismer, er årsag til store udbyttetab og reduceret kvalitet af landbrugs- og havebrugsafgrøder overalt i verden. Forskere og planteforædlere yder en stor indsats for at udvikle afgrødesorter med resistens, men de sygdomsfremkaldende organismer tilpasser sig før eller siden.

Søg i

eZ publish™ copyright © 1999-2012 eZ systems as