Genetisk modifikation
Kartoffelstivelse og antibiotika
Indlæg oprettet d. 02.07.10 kl. 13:40
En læser har stillet følgende spørgsmål til redaktionen:
"Den seneste tid har jeg prøvet at sætte mig ind i genmodificeringen. Jeg kan godt se at der er muligheder i genmodificering af bakterier til at fremstille gavnlige stoffer i lukkede miljøer. Men hvorfor modificerer man en kartoffel, som er en af den vestlige verdens primære fødevarer, for at lave stivelse? Og hvorfor har den indbygget et gen som fremstiller et antibiotika?
Det kan jo næsten ikke undgåes at den før eller siden lander på middagsbordet!
Håber I kan give svar på det"
Svar fra redaktionen
Tak for dit spørgsmål.
Alle kartofler indeholder store mængder stivelse. Almindelig kartoffelstivelse er en blanding af en forgrenet form, amylopektin, og en uforgrenet form, amylose. Til papirfremstilling skal man kun bruge amylopektin. Når amylopektin udvindes fra almindelige industrikartofler bruges store mængder kemikalier, vand og energi. BASFs AmFlora kartoffel, som for nyligt er blevet godkendt til dyrkning i EU, er optimeret til papirproduktion, og stivelsen indeholder 97% amylopektin. Det betyder at oprensningsprocessen kan reduceres til gavn for miljøet.
Hvis AmFlora kartoflen skulle lande på middagsbordet, vil den hurtigt blive taget af igen, for kartoffelsorter til fremstilling af stivelse adskiller sig fra spisekartofler både med hensyn til udseende, smag og konsistens. Enhver som har smagt en traditionel stivelseskartoffel vil nok skrive under på at det er en kedelig omgang. AmFlora kartoflen sælges kun på kontraktbasis til kartoffelavlere som leverer kartofler til papirindustrien. Dog er kartoflen godkendt af EU som fødevare, og dermed er der ingen tegn på at den er sundhedsskadelig.
AmFlora kartoflen har ikke fået indbygget et gen som fremstiller et antibiotika. AmFlora kartoflen har fået indsat et bakteriegen, som gør at kartoffelcellerne kan tåle at dyrkningsmediet indeholder antibiotikatyperne kanamycin eller neomycin. På denne måde kan man på et tidligt stadie i processen udvælge de planteceller som er genmodificeret på den ønskede måde.
Der har været megen virak i medierne om antibiotikaresistensgener i planter, og meget ofte sammenblandes to forskellige biologiske mekanismer. Den ene er selektion og spredning af antibiotikaresistente bakterier. Den anden er overførsel af gener fra planter til bakterier. Selektion af antibiotikaresistente bakterier er en følge af brug af antibiotika på hospitaler og i husdyrproduktion. Det er et meget stort problem. Overførsel af antibiotikaresistens fra gensplejsede planter til bakterier er til gengæld kun en teoretisk mulighed, og der er ikke fundet eksempler på, at det er foregået trods dyrkning af disse planter på millioner af hektar.
Skulle det forekomme, at et nptII-gen blev overført fra en plante til en bakterie, ville det ingen betydning have, for genet findes i milliarder af bakterier allerede.
Venlig hilsen
Pernille Sølvhøj Roelsgaard, redaktionsmedlem