Både almindelig bjørneklo og kæmpebjørneklo indeholder stoffer af typen furanocoumariner, i særdeleshed bergapten. Hvis det kommer på huden, vil det give meget alvorlige udslæt, der kan blive til ar, især hvis huden samtidigt påvirkes af lys. Selve aktiveringen af bergaptens aktivitet på immunforsvaret sker gennem fotoaktivering. Furanocoumariner er akut giftige ved oral indtagelse, så det kan absolut ikke anbefales at indtage snaps, som har trukket på bjørneklo. Furanocoumariner nedbrydes langsomt i kroppen og findes i kroppens celler længe efter indtagelse. At drikke udtræk af bjørneklo kan derfor medføre voldsom irritation af de celler, som udsættes for lys, hvilket vil kunne medføre en indvendig ødem dannelse, som ikke vil kunne vaskes væk, som er den måde man behandler påførelse på huden

Furanocoumariner findes i mange forskellige arter fra skærmplantefamilien, bla. velkendte grønsager som selleri og peberrod. Koncentrationen er betydeligt lavere end i bjørneklo, men der er eksempler på at overdrevet indtag af disse ellers sunde grønsager har givet problemer. Eksempelvis er solbadning og indtag af sellerijuice en uheldig cocktail.

Planter med et højt indhold af furanocoumariner er mere resistente overfor skadedyr end planter med lavt indhold. Resistente sorter er eftertragtede, især til økologisk produktion, hvor skadedyr ikke må bekæmpes med syntetiske insektmidler, men indholdet af må ikke være for højt, både af hensyn til arbejdsmiljøet i marken og til forbrugernes sundhed. Der er eksempler på, at meget resistente sellerisorter måtte trækkes tilbage, fordi markarbejderne fik udslæt af at håndtere dem.

Som det kan ses i mange bøger om snaps, kan man lave snaps på kvan og kvanrod (Angelica archangelica). Indholdet af furanocoumariner er væsentligt lavere i kvan end i bjørneklo. Desuden er typen anderledes og farmakologisk meget mindre potent.