Den sjette masseuddøen i Jordens historie er varslet, men når ikke mediernes forsider, for mangfoldighedens krise har stået på i mere end 100 år, og den gør ikke ondt.

Mangfoldigheden er på retur i verden. Biologer taler om den sjette masseuddøen i Jordens historie, for første gang forårsaget af et levende væsen, mennesket. De øvrige fem globale katastrofer ligger langt tilbage, med kridttidens afslutning for 65 millioner år siden som den mest kendte - den tog nemlig livet af dinosaurerne.

Tilbagegangen for den biologiske mangfoldighed i menneskets epoke går hurtigere og hurtigere og skyldes, at vi i stigende grad har monopoliseret jord, vand og energi til egne snævre formål. I Danmark har vi mistet de fleste af vore næringsfattige søer, moser og heder, enge, kildevæld og rigkær med orkideer, de blomstrende overdrev med dagsommerfugle og naturskovenes hule kæmpetræer, begroet med lav og mos og beboet af svampe, biller, fugle og flagermus.

Mangfoldighedens krise når ikke mediernes forsider, for den opfylder ikke kriterierne om relevans og nyhedsværdi. Det har nemlig stået på i mere end 100 år, det gør ikke ondt, og de fleste ved ikke længere, hvordan en engblomme ser ud. Godt nok har vi en biodiversitetskonvention og et Habitatdirektiv til beskyttelse af arter og levesteder, men man kan ikke prale af nogen stor folkelig og politisk bekymring eller opbakning. Under den seneste valgkamp hørte jeg ikke naturen debatteret en eneste gang. Det nærmeste, vi kom, var klimaet, som siden fik sit eget højt profilerede ministerium. Men hvis naturens mangfoldighed ikke har samfundets interesse, hvad skal vi så med den?

En af de mest oplagte årsager til, at vi har fået konventioner og direktiver til naturens beskyttelse synes at være biologernes argument om, at den biologiske mangfoldighed er vores livsforsikring. Populationsbiologerne Paul & Anne Ehrlich visualiserede i 1981 denne idé ved at sammenligne økosystemer med flyvemaskiner: der er en vis redundans, forstået på den måde at man kan fjerne en hel del møtrikker, uden at der sker noget. På et tidspunkt fjerner man imidlertid en kritisk møtrik, vingen falder af, og maskinen styrter til jorden.

I et omdiskuteret studium regnede biologer sammen med økonomer ud, at naturen leverer tjenesteydelser til menneskeheden for 33 trillioner dollars om året. Det er bare ikke et holdbart argument for at bevare den danske stork eller engblomme, for den monotone hvedemark kan brødføde langt flere mennesker.

Allerede i 1939 diskuterede ferskvandsøkologen Carl Wesenberg-Lund, en hovedperson i dansk naturfrednings historie, naturen i de danske skove. Han udtrykte stor bekymring og harme over, at den blomstrende underskov af hvidtjørn, skovæble, slåen m.fl. blev hugget bort, alle lysninger blev tilplantet, og alle gamle træer blev fældet før modenhed. Stille, men sikkert, forsvandt den rige fauna af insekter fra skovene, som forvandledes til Rittersport-parceller: Praktisch, quadratisch, gut!

I dag er biller og svampe, knyttet til gamle træer og dødt ved, samt sommerfugle, knyttet til blomstrende skovlysninger, blevet sjældne eller er ligefrem forsvundet fra den danske natur. Wesenberg-Lund bemærkede selv, at billerne i skoven stort set er unyttige for produktionen af tømmer. Alligevel forsøgte han, lidt krampagtigt, at foreslå nyttige funktioner for naturskovens dyr. Sikkert fordi han var bevidst om, at nytte var eneste gangbare argument.

Men hvorfor skal alting være så nyttigt? Lad mig fremsætte den idé, at det hænger sammen med vores selvforståelse, den store fortælling om, hvorfor vi er til i dette store kolde univers. Charles Darwin, som naturligvis ikke var ganske upåvirket af sin samtid, hævdede i sit hovedværk om arternes oprindelse, at naturens udvikling først og fremmest skyldes naturlig selektion. Ifølge denne succesrige teori overlever og formerer de bedst tilpassede og nyttigste individer sig, mens de unyttige går til grunde.

Det er denne mekanisme, som skal have skabt mennesket, kronen på skaberværket. Darwin udtrykte det selv i 1859 på følgende måde (i min oversættelse): »... eftersom selektionen virker i kraft af og for det bedste hos hver en skabning, vil alle fysiske og mentale evner udvikle sig mod perfektion.« Darwins videnskabelige model for livets udviklingshistorie gennemstrømmer samfundet den dag i dag, hvor det er trendy med en personlig coach, som kan hjælpe os til at blive en del af den glade, produktive og lykkelige elite, evolutionens fortrop. Men måske er det ikke hele sandheden om evolutionen (her risikerer jeg min anseelse som biolog, for Darwin er det nærmeste, man kommer en kanoniseret helgen inden for naturvidenskab).

Der findes seriøse forskere, som har udfordret Darwins tro på naturlig selektion som den altafgørende mekanisme i evolutionen - og nej, jeg tænker ikke på den barnlige forestilling om intelligent design. Blandt disse finder vi palæontologen Steven Jay Gould. Han og kollegaen Niles Eldredge forskede i fossiler og bemærkede, at evolutionen netop ikke er kendetegnet ved gradvise »forbedringer«, men nok så meget ved masseuddøen og hurtige evolutionære spring samt lange perioder med tilsyneladende stilstand.

Gould foreslog i sine senere synteser, at tilfældighed og retningsløs mangfoldighed har spillet en meget større rolle i evolutionen, end vi traditionelt forestiller os. Gould underkender ikke, at den naturlige udvælgelse er en effektiv sorteringsmekanisme, men pointerer, at den ikke er kreativ og skabende. Tværtimod er selve den kreative proces, som danner det råstof, som selektionen siden kan sortere, i store træk tilfældig og unyttig af natur.

Dertil kommer, at når konkurrencen om ressourcer er intens, levnes der ikke megen plads til kreative sidespring. Når grupper af dyr og planter derimod tilfældigt er blevet isoleret fra den benhårde selektion, har udviklingen af nye former taget fart. Eksempelvis var det dinosaurernes forsvinden, som gav plads til pattedyrenes udvikling, og dermed også mennesket.

Samfundets optagethed af nytte afspejles i vore dages kultiverede danske landskab. Kornmarkerne udtrykker vores snævre forståelse af evolution - her fremviser de største og bedste hvedeplanter deres svulmende aks, forædlet ved mange års udvælgelse af de bedste. Ved siden af løber åen, og den har vi formgivet efter samme princip om ensidig nytte - åen skal nemlig lede drænvandet hurtigst muligt væk fra hvedemarken, så der kan dyrkes hvede helt ned til vandkanten. Således har vi lagt 95 procent af Danmarks vandløb i lænker, nedgravet, udrettet, fikseret. De blomsterrige enge med deres summende liv af insekter og den mæandrerende å er i stor stil forsvundet med al deres spontane og nytteløse mangfoldighed.

Samfundet har åbenlyst vanskeligt ved at prioritere det unyttige. Dette gælder ikke kun den vilde natur, men også menneskets natur. Leg og fantasi i børneårene erstattes i stigende grad af tests og elevplaner. Sært er det, at børn og unge skal blive tidligere voksne og nyttige, når man samtidig kan observere, at et menneskeliv varer stadig længere! Jeg ser de samme tegn i forskningsverdenen, hvor nytteværdi nærmest er blevet en forudsætning for at få forskningsmidler.

Menneskets helt afgørende biologiske særkende siges at være den forlængede barndoms fleksibilitet og kreativitet. Hvis det tilmed er sandt, at evolution forudsætter, at der er plads til den spontane, kreative og mærkelige mangfoldighed, ja så fremmer denne ensidige fokus på nytte måske stilstand mere end udvikling.

Hermed er det pludselig blevet tydeligere for mig, hvorfor vi skal bevare naturens mangfoldighed: vi er selv en tilfældig del af livets tilfældige under og mangfoldighed, og den spontane biologiske mangfoldighed spejler en underkendt unyttig side i os. En lignende indsigt fandt jeg i de efterladte dagbogsnotater hos Pontoppidans Lykke-Per. Lykke-Per, som hverken havde coach eller terapeut, kunne ikke tilpasse sig og endte alene i Danmarks vildeste natur i klitterne i Thy. Herfra konkluderede han:

»Naturen er rig, naturen er viis, naturen er miskundelig.« Miskundhed er vistnok siden udgået af det danske sprog, ligesom engblommerne er ved at udgå af den danske natur.