Planteproduktion

Bier og bestøvning

Hør hvordan bier kan bidrage til, at der høstes større og bedre afgrøder, og at diversiteten i naturen opretholdes. Hør også om forskellige biers levevis, om hvordan nogle af dem kan anvendes til bestøvning af dyrkede afgrøder, og hvordan vi kan forbedre forholdene for dem til gavn for naturen. Adjunkt Lise Hansted fra Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet fortæller med udgangspunkt i sin forskning.

Samspillet mellem planter og bier har meget stor betydning for dyrkede afgrøder og den vilde flora. Alene i Danmark er værdien af bibestøvning for 2004 beregnet til knap 800 millioner kroner. På trods af den høje økonomiske værdi er der stadig plantearter, hvor man ikke til fulde kender værdien af bibestøvning. I 2007 blev det første systematiske forsøg med bibestøvning af Stevnsbær i Danmark gennemført. Resultaterne indikerer, at udsætning af bier i Stevnsbærplantager kan have meget stor betydning for udbyttet.

Honningbien er den mest almindelige bibestøver og uden sammenligning den mest alsidige bestøver, men andre biarter kan også udnyttes. I Danmark findes der mere end 200 forskellige vilde biarter, og nogle af dem vil kunne bruges til bestøvning af dyrkede afgrøder. I Danmark bruges humlebien til bestøvning af tomater i drivhus, og i udlandet udnyttes forskellige Osmia arter til bestøvning af især frugttræer. Forskellige biarter har forskellige klimakrav og reagerer forskelligt på bl.a. temperatur, vind og nedbør. Under skiftende vejrforhold, som vi har set i de senere år og i et ændret klima, hvor der ventes mere ustabilt vejr, kan det vise sig at være en stor fordel og en nødvendighed at inddrage flere biarter som bestøvere på en gang.

Oprettet: 29. dec 2009 af Inga C. Bach    Opdateret: 31. dec 2009 af Inga C. Bach
eZ publish™ copyright © 1999-2012 eZ systems as