Plantecellen

Hvede forsvarer sig aktivt mod sygdommen gråplet

Skal man finde effektive metoder til varig forebyggelse af alvorlige sygdomsudbrud uden brug af sprøjtemidler, er et indgående kendskab til samspillet mellem en sygdomsfremkaldende svamp og dens vært nødvendigt. Hør hvordan forskerne finder ud af, hvad der sker inde i cellerne, når hvedeplanten forsvarer sig. Lektor Hans Jørgen Lyngs Jørgensen fortæller.

En af de alvorligste og mest tabsgivende plantesygdomme i Danmark er sygdommen gråplet i hvede som forårsages af svampen Septoria tritici. Resistente hvedeplanter går til modangreb på Septoria tritici ved at nedbryde svampens cellevæg, og hvedeplanten bruger de små frigivne brudstykker til at starte en kaskade af forsvarsreaktioner. Således ophobes brintoverilte, som er direkte giftigt for svampen og samtidig kan fungere som signalmolekyle, der kan starte andre forsvarsreaktioner. Samtidig prøver planten at forsegle rummet omkring svampe, som er trængt ind i bladet. Det sker for at forhindre svampen i at få næring og vand og for at forhindre stoffer fra svampen i at skade plantens celler.

En indgående forståelse for, hvordan svampe angriber og udvikler sig i sin vært, og hvordan planten forsvarer sig, kan bidrage til udvikling af afgrødesorter, som er naturligt resistente mod sygdomme og derfor ikke har så stort behov for kemisk bekæmpelse.

Oprettet: 23. dec 2009 af Inga C. Bach    Opdateret: 23. dec 2009 af Inga C. Bach

Emneord

Plante

eZ publish™ copyright © 1999-2012 eZ systems as