Fysisk aktivitet har en forebyggende effekt på livsstilsrelaterede sygdomme, men en tur i det grønne er ikke kun godt for kroppen. En landsdækkende spørgeskemaundersøgelse viser, at jo tættere danskerne bor på et grønt område og jo mere de bruger det, jo mindre stressede er de.
Undersøgelsen er gennemført af forskere ved Skov & Landskab, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole og resultaterne er samlet i hæftet "Natur og grønne omåder forebygger stress".
I de første afsnit præsenteres den hidtidige forskning i brugen og betydningen af det grønne. Dernæst analyseres sammenhængen med stress, og hæftet afsluttes med et bud på, hvordan de grønne områders positive effekt kan indgå i det forebyggende sundhedsarbejde.