Natur og miljø
Gadetræernes trivsel i København
Elmesygen tog livet af mange af Københavns stolte gadetræer. For at bevare København som en grøn by, har Københavns Kommune plantet mere end 6000 nye gadetræer i løbet af de sidste 15 år. Der blev eksperimenteret med 4 forskellige plantemetoder, og i 2005 blev næsten halvdelen af træerne undersøgt. Generelt har træerne det godt, men både tilvækst og tilstand afhænger af plantemetoden.
Byens træer er i hård konkurrence om pladsen med øvrige bymæssige aktiviteter, som bygninger, veje og belægninger samt installationer. Træer vokser bedst, hvis de har store åbne arealer til rådighed, men det kan byens gader sjældent byde på.
I Københavns Kommune har man de sidste 15 år arbejdet målrettet på at forbedre vækstbetingelserne for nyplantede træer. Hvor det kunne lade sig gøre, blev træerne plantet i såkaldte superplantekummer med en stor overflade og et stort jordvolumen. Se figur 1.
På steder med begrænset plads, har man i stedet forsøgt at forbedre træernes mulighed for at sprede rødderne under belægninger på fortov og cykelsti. Se figur 2. Superplantekummerne giver de bedste vækstbetingelser, men hvis man planter de bedst egnede træarter, kan træerne også trives under mere trange forhold. Undersøgelsen viser, at poppel, platan, ask og robinie klarer sig godt i bymiljøet. Også lind kan trives, hvis der udvises tilstrækkelig omhu i planlægning og etablering.
Undersøgelsen er gennemført af Oliver Bühler, Søren Ugilt Larsen og Palle Kristoffersen, Skov & Landskab, KVL i et samarbejde med Vej & Park, Københavns Kommune.
Videre læsning:
Resultater af undersøgelserne præsenteres i rapporten ”Evaluering af træplantningsmetoder i Københavns Kommune”. Rapporten er udgivet af Center for Skov, Landskab og Planlægning, KVL, og kan findes på http://www.sl.life.ku.dk.
Læs mere om Vej & Park, Københavns Kommunes indsats for gadetræerne på www.vejpark.kk.dk.
