Forside / Arrangementer / 2010 / Sustainable food systems - Food for all forever

Arrangementer

2010

Sustainable food systems - Food for all forever

29. juni 2010 kl. 8:30 - 29. juni 2010 kl. 17:30

Akademiet for de Tekniske Videnskaber, ATV og International Council of Academies of Engineering and Technological Sciences, CAETS, afholder international konference i København den 29. juni 2010.

I 2050 vil verden have tre milliarder flere munde at mætte. Det stiller enorme krav til den globale produktion og distribution af fødevarer. Danmark er blandt de lande, som har viden og teknologi til at løfte udfordringen. ATV inviterer derfor til debat på en international konference den 29. juni i Eigtveds Pakhus.

ATV’s konference sætter fokus på, hvordan en stigende efterspørgsel efter fødevarer fra en større og mere velhavende verdensbefolkning kan imødekommes på en miljømæssig, økonomisk og social forsvarlig måde. ATV peger på, at der skal investeres langsigtet i viden, teknologi, infrastruktur og samfundsudvikling. Direktør Michael Stevns, der er formand for ATV’s organisationskomité for konferencen, udtaler:

"Vi skylder de kommende generationer at finde løsninger, der både kan forøge den globale fødevareproduktion og samtidigt reducere presset på vore naturressourcer samt formindske fattigdom og sult. Jeg tror på, at et globalt bæredygtigt fødevaresystem er inden for rækkevidde, hvis de gode teknologiske løsninger, der allerede findes og er under udvikling, kombineres med de rette politiske initiativer. Det er ikke tilfældet i dag, og der er brug for en forandring på det område. Der er for eksempel brug for en mere løsnings- og handlingsorienteret tilgang til udfordringen.Det er ikke viden, vi mangler. Det er vilje".

Konferencen åbnes af minister for udviklingsbistand Søren Pind. Blandt de øvrige talere er Shenggen Fan, generaldirektør ved IFPRI, Det Internationale Forskningsinstitut for Fødevarepolitik; Justin Lin, cheføkonom i Verdensbanken; Robert Paarlberg, ivrig debattør og professor på Wellesley College, USA, og Per Pinstrup-Andersen, professor ved Cornell University, USA, og modtager af World Food Prize 2001.

Konferencen er arrangeret i samarbejde med CAETS, den internationale sammenslutning af tekniske og naturvidenskabelige akademier, og har modtaget økonomisk bidrag fra blandt andre Karl Pedersen og Hustrus Industrifond og Udenrigsministeriet.

Læs mere om konferencen på ATVs hjemmeside.

Oprettet: 25. juni 2010 af Inga C. Bach    Opdateret: 25. juni 2010 af Inga C. Bach