Arrangementer i 2008
Korn og ris med mineraler og vitaminer.
Der afholdes to foredrag den 16. januar på Forskningcenter Flakkebjerg: "Føde Fattigdom og Fejlernæring" ved seniorforsker Søren Borg og "Den gyldne ris" ved projektforsker Bruno Studer. Der er mulighed for at se laboratorier og væksthuse i pausen.
Føde, fattigdom og fejlernæring
Indlægsholder: Seniorforsker Søren Borg, Institut for Genetik og Bioteknologi Mere end halvdelen af verdens befolkning lider af mangel på mikro-næringsstoffer som jern og zink eller A-vitamin. Mangel kan hæmme børns kognitive udvikling og øge modtageligheden for sygdomme hos både børn og voksne. Der ses også øget risiko for komplikationer under graviditet og fødsel. Problemet, der også kaldes den skjulte sult, er værst i tredjeverdenslandene, hvor kosten hovedsageligt består af stivelsesrige afgrøder, som ris, hvede, majs og kartofler o.l. Disse afgrøder er glimrende til at mætte og dække energibehovet, men de har et lavt indhold af mineraler og vitaminer. Forskningscenter Flakkebjerg er tilknyttet et stort internationalt program ved navn HarvestPlus. Målet er at øge indholdet af jern, zink og vitamin A i de basisafgrøder, der brødføder størstedelen af jordens befolkning. Vores indsats lægges i kornafgrøderne hvede og byg, hvor vi med molekylære teknikker forsøger at forbedre indholdet af jern og zink i de spiselige dele af kernerne.
Den gyldne ris
Indlægsholder: Projektforsker Bruno Studer, Institut for Genetik og Bioteknologi En øjenvidneberetning fra laboratoriet i Schweiz, hvor der er udviklet ris som indeholder betakaroten med det formål at afhjælpe A-vitaminmangel. Bruno Studer fortæller om de mange forhindringer som skal overvindes, før fattige og fejlernærede mennesker kan få gavn af opfindelsen. Dette foredrag afholdes på langsomt og tydeligt engelsk. Der oversættes, hvis der er behov. Spørgsmål kan stilles på dansk. Foredraget begynder ca. kl. 20.30.
Arrangement er det fjerde af vinterens fem populærvidenskabelige foredragsaftener på Forskningscenter Flakkebjerg. Vinterens foredragsholdere tager udgangspunkt i spørgsmålet:"Kan vi brødføde ni milliarder mennesker?".
Det er gratis at deltage. Læs mere i programmet. Download PDF 62,79 kB
Tid: 16. januar 2008 kl. 19-21.
Sted: Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Forskningscenter Flakkebjerg, Forsøgsvej 1, 4200 Slagelse. Se www.agrsci.dk.
Tilmelding: Inga.Bach@agrsci.dk.
